"X Factor": Martin næsten millionær
Han er blevet lidt ældre. Lidt mere erfaren. Lidt klogere.
Men ikke mindst er han blevet meget rigere.
Martin Hoberg Hedegaard fra Ørum har fået præcis den kickstart på en musikalsk karriere, som kan føre til det helt store. I alle tilfælde en solid bankbog.
Hans debutplade, der udkom i efteråret, blev revet ned fra hylderne og var med sine 91.000 solgte eksemplarer den næstmest solgte plade i Danmark sidste år. Kun overgået af Duffy, mens Kim Larsen og andre af hans kaliber måtte findes længere ned på listen. Et salg i den størrelsesorden gør Martin til næsten-millionær.
"X Factor"-Martins succes stiger ham imidlertid og nærmest forudsigeligt ikke til hovedet. Han beholder stadig fødderne solidt plantet i den jyske muld, hvor han stadig bor hjemme og fortsætter sin 10. klasse på Viborg Privatskole. Og det er da godt med pengene, men beskedenhed er som bekendt en dyd på de kanter.
- Der er i hvert fald solgt mange plader, så selvfølgelig er der røget lidt ind på kontoen, kan jeg godt sige uden at lyde som en blærerøv, siger han i dag til Ekstra Bladet.