Reality21. august 2018

Her er de nominerede til Guldtuben: Fie Laursen snydt

Den ellers så populære blogger og YouTuber er ikke nomineret i en eneste kategori til dette års Guldtuben
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/20170909_mr_guldtuben_009.jpg
 Foto: Mikael Rieck

Fie Laursen, 22, er med sine over 150.000 abonnenter en af Danmarks mest populære YouTubere, men i de netop offentliggjorte nomineringer til Guldtuben er bloggeren og vloggeren ikke nomineret i en eneste kategori.

Til sidste års Guldtuben var Laursen ellers nomineret i fire kategorier, bl.a. i kategorien "Årets bedste på Youtube" og "Årets bedste på Instagram", men i år er hendes navn ikke at finde blandt de nominerede.

Fie Laursen har ellers flittigt opfordret sine mange følgere til at indstille hende til en Guldtuben-nominering, men den bøn er altså ikke blevet hørt.

I kategorien "Årets video" finder vi velkendte navne som Albert Dyrlund og Rasmus Brohave, mens Julia Sofia og Kristine Sloth er nominerede i kategorien "Årets serie".

Du kan se alle de nominerede til dette års Guldtuben HER.

Sidste år vandt Fie Laursen en Guldtuben-pris for årets sang, men hun formåede at smide statuetten væk.

Da SE og HØR mødte hende efter showet sidste år, var der ingen award at vise frem.

Fie var nemlig kommet til at smide den væk.

- Hvor er prisen henne?, spurgte vi den unge blogger.

- Den har jeg lige mistet. Men jeg er sikker på, at jeg får en ny af dem, hvis jeg spørger pænt, svarede Fie og kom med en forklaring på, hvordan den sådan kunne forsvinde.

- Det er bare fordi, jeg har danset så meget. For så kom lækre TopGunn og sådan noget. Og så dansede jeg. Og nu er der en, der har taget den, fortalte Fie.

Hvis Fie ikke havde smidt awarden væk, så havde hun en klar idé om, hvor den skulle stå i hendes nye lejlighed.

- Den skulle stå ved siden af alle mine andre awards.

Selvom Fie Laursen altså kunne tage prisen hjem for årets sang, så er det første gang, at hun har været til et awardshow, hvor hun ikke har hevet alle de priser hjem, som hun har været nomineret til.

- Jeg er faktisk aldrig blevet nomineret til noget uden at vinde det. Så det er ret vildt, at jeg har tabt nogle i aften, fortalte Fie.

Faktisk var hun heller ikke sikker på, at hun ville løbe med den pris, som hun endte med at gå hjem med.

- Jeg havde overhovedet ikke regnet med det. Jeg stod og sagde til min ven Albert: "Du vinder den". Fordi Albert har lavet flere sange. Han var nomineret i to sange, fortalte Fie.

Det var sangen "Justin", som Fie havde vundet prisen for årets sang for. Hendes musikvideo til sangen, hvor hun slanger sig kælent på en lyserød seng, har da også fået mere end 1,5 millioner visninger på YouTube.

Det er også i musikvideoen til "Justin", at hun snaver med "Paradise Hotel"-fyren Jonas Ptak.

Se Fie Laursen fortælle om sin mistede pris her:

Videoen til denne artikel er efterfølgende fjernet fra YouTube

Sponsoreret indhold