Nicolaj smidt ud af Trine, nu bor de sammen i Danmark
Nicolaj måtte se sig slået hjem af den norske udgave af Justin Bieber, da der her til aften var den allersidste parceremoni i denne sæson af "Paradise Hotel".
Trine valgte nemlig, at hun ville stå med Tobias.
- Det blev Tobias, fordi jeg kan mærke, hvis jeg skal stå i en finale med en person, som jeg kan gå hele vejen med, så skal det være Tobias, fortalte Trine, da hun lige havde smidt Nicolaj ud.
Han havde ikke selv set det komme, at det var ham, der skulle forlade årets sidste parceremoni. Det var først, da Tobias også stod bag Trine, at det gik op for ham.
- Da Tobias stillede sig der, der vidste jeg godt, at der var noget galt. Så allerede der, der var noget, jeg ikke havde opfanget. Jeg kunne ikke se, hvorfor han skulle stille sig der, hvis de ikke havde snakket sammen, fortæller Nicolaj til SE og HØR.
Selv synes han da også, det er trælst at ryge hjem ved årets sidste parceremoni, men han vidste også godt, at det ville blive svært at nå hele vejen til finalen, når han var den sidst ankomne gæst på hotellet.
- Den sidste parceremoni er et nederen tidspunkt at ryge, men jeg vidste godt, at det ville blive sindssygt svært, når man bliver en af de sidste, der skal ind. Havde jeg nu været der fra starten, så havde hun måske valgt mig, fortæller Nicolaj.
I dag er der dog ingen sure miner mellem Nicolaj og Trine.
- Hvad der er sket i spillet dernede, havde jeg besluttet mig for blev dernede. Sket er sket, men jeg kunne til dels godt forstå hendes valg, fortæller han.
De to "Paradise Hotel"-deltagere er da også endt med at blive så gode venner, at de er flyttet sammen i en lejlighed i Aarhus. Her er Elina også flyttet ind.
- Det er egentlig ret tilfældigt. Jeg var ovre ved Trine den 25. december, der hyggede vi og gik i byen, og så begyndte Elina at spørge, om jeg måske ville flytte sammen med hende. Så var det Trine kom og sagde, at hendes to roomies skulle flytte ud, fortæller Nicolaj, og på den måde endte han med at bo sammen med Trine og Elina i en stor lejlighed i Aarhus.
- Det er rart at have plads til, at de andre kan komme og besøge os, fortæller Nicolaj.
Med Nicolajs exit fra "Paradise Hotel" er der kun fire par tilbage på hotellet. Otte deltagere i alt.
Det er stadig fire deltagere for mange, inden der i næste uge er finale i "Paradise Hotel".