Robinson 2013: Tammaro er ulækker

Malene Hasselblad vandt selv ekspeditionen tilbage i 2001 - her kan du læse hendes anmeldelse af Robinson Ekspeditionen 2013, næstsidste afsnit.


Kvinderne har sat sig på magten i årets ekspedition, med Tammaro i spidsen, som ikke er bleg for at stikke sine gamle allierede i ryggen, trods gentagne gange sværgen over sine børns grav.

Dér står jeg sgu af, det er for ulækkert. Jeg ser dig som en stærk spiller, men hold dine unger udenfor, når du i tankerne allerede har hævet armen til at hugge igennem!

Endelig fanger Duen, at Robinson er ét stort spil - og nogle spiller mere urent end andre.

Han ved, hans ryg er i fare, så han går til The handsome Jeppe, som ellers hele vejen har spillet sin sti rent. 10-øren er nu også gået op for Jeppe.

Nu er Jeppe bare ikke den store taktiker, så om han har fattet, at pigerne bare bruger ham som en brik i spillet, og han er next to go, er spørgsmålet.

Det er nu drengene mod pigerne.

Plat, umådeligt plat...

Som det har udartet sig i årets ekspedition, har drengene bare ikke andet valg.

Robinson 2013: En syndflod af tårer

I kappestriden lægger Tammaro sig hurtigt i selen, stærkt forfulgt af Jeppe.

Men at få bundet stængerne sammen til en stabil fiskestang, kniber det med, så hun må, på trods af forspring, se sig slået af Jeppe.

Han vinder en vigtig ekstra blank stemme, som han skal give til en holdkammerat, han stoler på i ø-rådet.

Nogen vandhund er Duen altså ikke. Det er lige før jeg tænker, giv dog manden et korkbælte, et par svømmefødder og en ekstra lille propel i møllen.

Duen virker som om han giver op, når udfordringen hedder vand. Altså lige undtagen dét, der kommer ud af øjnene.

Efter kappestriden har de en lortenat, for at sige det mildt.

Det pisser ned både fra himlen og fra de fleste deltageres bagperron. De forstår det ikke, "de har jo kun spist ris og kokosnød". Olie-røv is the word.

Det er sådan en ekstra lille sidegevinst, når man spiser kokosnød hver eller hver anden dag.

Robinson-Patrick: Vildt skuffet
Så er det tid til årets sidste dyst. En balance-forløber til planken.

Hvad Duen ikke kan i vand, kan han med så meget andet. Han er sgu ikke helt tosset. Denne tager han hjem i sikker stil. Fandeme godt gået Due, du er nu direkte klar til planken. Der er kommet et mandfolk ud af dig i løbet af ekspeditionen, og det klæder dig!

Jeg sidder hele tiden med en tvivl, om Jeppe har fanget det, der ellers så tydeligt står bøjet i neon.

Jeg frygter lidt, at han kaster sig selv i gryden for pigerne.

Robinson-ballade: Øretæver i luften

Stor er begejstringen derfor, da han bryder forudsigeligheden og endelig æder sin retfærdighedssans, som jeg ellers beundrer, og giver pigerne lidt af deres egen medicin.

Han stemmer med drengene, og det betyder exit til Helle.

Det kommer bag på pigerne. "Jeppe har jo været så ærlig hele vejen igennem". Ja, og nu da I var klar til at ofre ham for sin ærlighed, slår han jer skakmat. Way go to Jeppe!

Tammaro har været sej nok i de sidste konkurrencer, men med alt hendes backstabbing, så havde det ikke gjort mig noget, hvis hun selv havde fået billetten hjem, smagt lidt af dét, hun selv definerer som værende det gode spil.

"Du har ikke sat noget på spil", siger du til Jeppe. Måske ikke, men nu har din røv jo heller aldrig været i fare, fordi du hele tiden har trukket nogle ind i dit spind, som har dækket selvsamme røv.

De bedste babes
Kald mig gammeldags, men er det trods alt ikke federe at vinde mod en stærk modspiller, end mod én, som man ved, man står meget lunere i svinget i mod?

Tænk, det synes jeg - men jeg er jo også bare sådan en skide retfærdighedsrytter!

Det kan godt lade sig gøre at spille spillet og være taktisk, uden beskidte hænder, løgne og mundgøgl. Dét er i mine øjne det, der gør en værdig vinder!

Hugo tog trofæet