Reality16. december 2024

Afsløring: Rikke Gøransson bliver den eneste vært i ny "Paradise"-sæson

Lige nu er de to, men når en ny sæson af "Paradise Hotel" skal optages, bliver Rikke Gøransson den eneste vært. Det er hun glad for, fortæller hun til SE og HØR
Rikke Gøransson
Rikke Gøransson kommer til at savne Olivia Salo, men hun mener samtidig, at det er den rigtige beslutning at skære ned til kun at være én vært på "Paradise Hotel".
 Foto: Mikael Rieck

LÆS OGSÅ! SE VIDEOEN: VANVITTIG TREKANTSEX PÅ "PARADISE HOTEL"

I mange år har vi været vant til, at der skulle være to værter på "Paradise Hotel". Men når en ny sæson af realityhittet skal optages, bliver det lavet om.

Både Viaplay og Rikke Gøransson bekræfter nu over for SE og HØR, at hun bliver den eneste vært på det legendariske dramashow, som danskerne elsker at følge med i.

- Det ser sådan ud. Så er vi fuldstændig helt tilbage, siger Rikke, da SE og HØR møder hende til pressemødet på den sæson af "Paradise", som starter den 1. januar.

Det er med blandede følelser, at Rikke kigger ind i en fremtid, hvor hun ikke skal dele værtskabet med sin veninde og gode kollega Olivia Salo.

- Jeg har sindssygt mange tanker om det. For det første er jeg helt vildt ærgerlig over, at jeg ikke skal dele det med Olivia længere, lyder det fra Gøransson, som har fået et tæt forhold til sin yngre kollega.

Glæder sig til solo

Når det er sagt, så er det ikke udelukkende ulykke følelser, som rammer Rikke ved tanken om, at hun igen skal styre "Paradise Hotel" helt på egen hånd.

- Jeg har det forholdsvis fint. Jeg kan godt lide at stå i det cirkus alene og styre det alene. Det er jeg vant til, og det er jeg god til, siger hun og uddyber:

- Der er en ting, der er nemmere ved et program som det her, når man er vært alene. Det er, at man er til stede til alle ceremonier, du kan spørge om det, du vil, og du har en harddisk med alt det, der sker, når man er til en ceremoni.

Rikke Gøransson, Olivia Salo
Når "Paradise Hotel" får premiere 1. januar bliver det sidste sæson med Olivia og Rikke som værtspar.
 Foto: Mikael Rieck

Når man er to værter på "Paradise Hotel", er man oftest kun med til halvdelen af de ceremonier, som finder sted i løbet af en sæson. Det gør det ifølge Rikke sværere at have fingeren på pulsen.

- Jeg glæder mig til at have fingrene helt nede i det hver gang, så de ikke kan løbe om hjørner med mig, og til at jeg ved alt, lyder det fra Rikke.

Skulle aldrig have været to

Selv om de er blevet tætte veninder, så er Rikke overbevist om, at det er den rigtige beslutning at skære ned fra to til én vært på "Paradise".

- Hvis du spørger mig, synes jeg aldrig, man skulle have ansat to værter på det her program, slår hun fast.

Det handler især om den interageren, der er mellem værterne og deltagerne, når tingene spidser til, og dramatikken er på sit højeste.

- Når man skal stå og have intime samtaler med gæsterne, synes jeg ikke, der skal være to værter, som står og udspørger dig om noget, forklarer Rikke.

- Derfor er det fint nok at være alene igen, men det er rigtig ærgerligt, at det er Olivia, som ikke skal være her længere, tilføjer hun.

Sponsoreret indhold