Amalie Szigethy afslører: Skal holde jul med Mikkels familie for første gang
For et år siden var julefreden ingen steder at finde hos Mikkel Skelskov og Amalie Szigethy. Her påstod Amalie nemlig, at Mikkel havde taget parrets døtre uden tilladelse.
De følgende dage fløj det om sig med anklager, tårer og ikke mindst en masse drama, og man skulle tro, at julefreden aldrig ville sænke sig hos parret.
Men her – næsten præcis ét år senere – er skårene klinket, og julen kan endelig fejres sammen. Parret har nemlig fundet sammen igen.
Forholdet begyndte noget hemmeligt, men nu har Amalie Szigethy dog ingen problemer med at tale om hverken Mikkel eller julen. Hun havde ham endda under armen, da de onsdag aften ankom til premieren på ”Den, der ler sidst”.
Her fortalte en glad Amalie, at hun ser frem til en jul, der bliver ganske særlig:
– Jeg skal holde med Mikkels familie, og det er første gang nogensinde med hans familie.
- Det har jeg det godt med, for det er jo pigernes anden familie, og Mikkel har aldrig holdt jul med børnene. Så det er dejligt at kunne give ham det, siger Amalie.
Det er dog ikke kun jul, hun glæder sig til. Amalie glæder sig også til et nyt år, for hun lægger heller ikke skjul på, at det forgangne har været hårdt:
– Jeg synes, det har været et år, der ikke har været særlig godt. Det er første gang, hvor jeg kan sige, at jeg håber på et bedre år. Når jeg kigger tilbage, har der været mest dårligt, så jeg glæder mig til et nyt kapitel og til nye oplevelser og til nye minder. Og at få et nyt mindset og ikke mindst lægge det dårlige bag sig.