“Bachelor”-babe Frida B afslører: Har fået en kæreste
Den blonde Frida B klarede sig hele vejen til finalen, da hun medvirkede i den seneste sæson af TV 2-hittet “Bachelor”.
Her valgte bacheloren Philip Geisler Berg dog i stedet Frederikke Victoria.
Men nu har kærligheden alligevel fundet sin vej til den rappende Frida B, der i sin nye podcast “Datingmissionen” fortæller, at hun har fået en kæreste.
Det gør hun i det første afsnit af Podimo-podcasten.
– Der er sket en masse nyt i mit liv på det seneste. I forhold til kærligheden har jeg jo også været single i rigtig mange år, og jeg har været i en del usunde relationer, men nu er der sket det, at jeg har fået en kæreste, fortæller Frida til lytterne og ikke mindst hendes to veninder, som hun laver podcasten med.
TV 2-baben afslører endda videre, at det var hendes kæreste, der spurgte, om de to ikke skulle danne par, da de to en dag besøgte “Mesteren & Lærlingen”, der er beliggende i Kødbyen i København.
Hvem den heldige fyr er, det har hun dog endnu ikke løftet sløret for – hverken i podcasten, eller på sine sociale medier, hvor hun fortsat kun ivrigt deler ud af sine egne eventyr, rejser og hyggestunder med sine veninder.