Reality4. februar 2021

Bare en investering: De tog løverne med storm

De tre drenge fra virksomheden Bare en t-shirt fik en fed investering med fra "Løvens hule"
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/bareentshirtmindre.jpg
 Foto: Elisabeth Eibye

Det var tre velforberedte mænd, der stod foran løverne i DR-programmet "Løvens hule" denne torsdag.

Frederik, Anton og Mathias havde dog ikke taget det fine tøj på - de var alle sammen i Bare en T-shirt.

Altså deres eget tøjmærke "Bare en T-shirt", som udelukkende bliver solgt på nettet og hverken har tryk eller mærke synligt.

Virksomheden endte med at få en investering fra Christian Arnstedt og Jacob Risgaard, hvor de hver især købte 12,5 procent til 500.000 kroner.

- Det var spændende at være med. Det er en oplevelse, som jeg ville ønske, at alle fik lov at prøve. For at forberede os havde vi set alle afsnit af "Løvens hule" og var gået systematisk til værk i forhold til, hvad vi kunne blive spurgt om, siger Mathias Klitgaard.

Fravalgte buch

De tre iværksættere havde på fornemmelsen, at iværksætter Jesper Buch måske ville gå hårdt til dem, da han i forvejen er investor i tøjmærket Shaping new tomorrow.

Men da Jesper Buch kom med tilbuddet om næste at købe de andre investorer helt ud og beholde Anton med 20 procent, blev de alligevel overraskede.

- Den havde vi sgu ikke lige set komme. Vi ved godt, hvad Jesper er involveret i, så vi havde egentlig ikke regnet med noget bud fra ham.

- Vi tænkte inden, at han kun ville komme til at sparke os ned, så da han siger til Frederik og mig, at han ikke kan bruge os to, er det da lidt et slag under bæltestedet.

- Men det er også, hvad det er. Det er jo underholdning, men derfor giver det et slag til selvtilliden alligevel, fortæller Mathias Klitgaard.

forskellige personer

Tilbuddet blev næsten ikke overvejet, og det endte som bekendt med at være Jacob Risgaard og Christian Arnstedt, der blev investorer.

- Vi er ret forskellige personer og har forskellige tilgange, og det er derfor, at vi har så godt et samarbejde. Derfor kunne vi heller ikke se en fidus i Jesper Buchs tilbud, siger Mathias Klitgaard.

Når engang corona er overstået, står næste udfordring for døren. Det bliver at indtage det norske og svenske marked og måske få en endnu større andel af det danske marked, lyder det.

Sponsoreret indhold