Begge sendt ud af ”Landmand søger kærlighed”: Nu dater Henrik og Simone
LÆS OGSÅ: Simone Boisen droppet i ”Landmand søger kærlighed”: Mænd i indbakken
Simone Boisen datede Jacob. Henrik Larsen datede Helle. Begge endte de dog med at blive sendt hjem fra ”Landmand søger kærlighed” som singler.
Nu har de to realitydeltagere fundet melodien med hinanden.
Det fortæller Henrik Larsen til SE og HØR.
– Simone og jeg dater. Det har ikke stået på længe, for jeg har skullet holde kortene tæt til kroppen. Officielt må vi godt, men de ser helst, at vi holder os i skindet (i forhold til ikke at afsløre programmets udfald, red.).
Parret har dog endnu ikke mødtes i virkeligheden, men som Simone siger, så kan man "date på mange måder". Fredag tager hun dog turen fra Nibe til hovedstaden for at besøge Henrik, som hun kalder "en rigtig mand".
Det var kort efter, at Simone Boisens exit blev vist i ”Landmand søger kærlighed”, at hun pludselig havde artsfællen i indbakken. Og det vækkede interessen hos dem begge.
– Jeg ville lige høre, hvordan hun havde det. Af ren og skær omsorg. Så kom vi til at skrive lidt et par gange, så ringe. Først handlede samtalerne om landmand, men lige pludselig var der en del skriveri og snak om alt muligt andet også, fortæller Henrik Larsen.
– Vi snakker i timevis hver dag, fortæller Simone og tilføjer, at han er en god støtte.
Han er 52, og hun er 33, men afstanden er den eneste lille ting, der vækker en smule bekymring hos Henrik. Han bor i København, mens Simone Boisen er en times flytur til Jylland væk.
– Vi har aftalt, at det med afstanden, det finder vi ud af, lyder det fra den tidligere dj, der efter 17 år i branchen nu arbejder på Novo Nordisk, mens Simone er i gang med en frisøruddannelse.
Til SE og HØR har hun tidligere fortalt, at hun har fået en del henvendelser fra potentielle bejlere. Men måske er det altså Henrik Larsen, der ender med at løbe med hendes hjerte.
– Efter Jacob har jeg fundet ud af, at jeg skal have en rigtig mand. Og det er Henrik, siger hun nu.
– Jeg klikker bedre med ældre mænd, for de er mere modne og forstår nogle andre ting. Og for mig, der har gang i en masse, er det godt med en, der siger "så tager vi det stille og roligt", forklarer Simone Boisen.