Reality23. marts 2025

Benjamin Lassens liv vendt på hovedet af PTSD: En supermarkedskø kan lægge mig ned i flere dage

Benjamin Lassen fra ”Kærlighed hvor kragerne vender” var efter programmet involveret i en arbejdsulykke, som har haft alvorlige konsekvenser. Nu er han sygemeldt med PTSD og må højest foretage sig én ting – fx en tøjvask - om dagen
- Alle kampe skal overvejes drastisk: Om det er det værd. At være social eller at skulle tage til psykolog eller samtale. For jeg ved, at det gør, at jeg ligger ned efterfølgende, siger Benjamin Lassen, som er hårdt udfordret af sin PTSD.
- Alle kampe skal overvejes drastisk: Om det er det værd. At være social eller at skulle tage til psykolog eller samtale. For jeg ved, at det gør, at jeg ligger ned efterfølgende, siger Benjamin Lassen, som er hårdt udfordret af sin PTSD.
 Foto: Kaspar Wenstrup

LÆS OGSÅ: Benjamin fra ”Kærlighed hvor kragerne vender” i arbejdsulykke: Tæt på at dø

En bildør, der smækker nede på gaden. Dryp på en skraldespand. Børnene, der vender sig i sengen i et andet værelse.

Helt naturlige lyde for mange – men for Benjamin Lassen skaber de voldsomme reaktioner i hans krop: Ubehag, angstanfald og flashbacks.

Sidste år var ”Kærlighed hvor kragerne vender”-kendissen involveret i en alvorlig arbejdsulykke, som han troede ville blive hans endeligt.

I stedet for at tage hans liv, vendte den op og ned på det og efterlod ham med en helt anden hverdag, hvor alle aktiviteter er skruet ned på nul.

- Jeg må være ærlig at sige, at meldingen om, at jeg har fået PTSD, var en mavepuster. Det var slet ikke noget, jeg havde regnet med, siger Benjamin Lassen til SE og HØR.

Benjamin Lassen var tilkaldebrandmand i Nyborg, da han fire dage efter optagelserne til datingprogrammet så døden i øjnene.

Under en indsats på en kemifabrik i byen faldt han fire-fem meter ned i en affaldsgrav, brækkede skulderen og blev fanget dernede.

Nu kan han ikke længere arbejde. Eller læse videre på adgangskurset til ingeniør. Eller særligt meget andet.

- Hele mit liv er vendt op og ned. Jeg er sygemeldt, fordi min hverdag ikke hænger sammen. PTSD’en spiller så stor en rolle. Jeg bliver trigget af stort set ingenting. Det kan være lyde eller lugte, som trigger og giver angstanfald, flashbacks og ubehag i kroppen.

- Lige så snart, jeg ikke selv har kontrollen over at kunne forlade en situation, vælter det for mig. Fordi jeg var i en situation, hvor andre mennesker afgjorde, hvorvidt jeg overlevede.

Interview med Benjamin fra ”Kærlighed hvor kragerne vender”.  Vi mødes på hans arbejdsplads – en brandstation, som ligger på Ladegaardsvej 4, 5800 Nyborg.
Benjamin fra ”Kærlighed hvor kragerne vender” var tæt på at dø.
 Foto: Kaspar Wenstrup

Har det bedst i telt

Helt almindelige huslige pligter er nu et nærmest uoverkommeligt bjerg at bestige for Benjamin.

- En simpel ting som en kø i supermarkedet kan lægge mig ned i flere dage, fordi det tager så hårdt på kroppen, og jeg bruger så meget energi på det.

- Generelt har jeg ingen overskud.

Den sygemeldte brandmand har en ugekalender, hvori han kun må skrive én ting om dagen – ellers hænger han ikke sammen efterfølgende.

I dag skal han vaske op. Tøjvasken kan derfor først sættes over i morgen. Og så videre.

- Det er ikke, fordi jeg ikke kan ting, men hvis jeg putter flere ting i kalenderen, betaler jeg regningen bagefter og føler mig fuldstændig udkørt. At tømme en opvaskemaskine kan føles som at have været på arbejde i 12 timer.

Benjamins nye hverdag står i stor kontrast til det liv, han havde før. Som en social energibombe med mange bolde i luften.

Nu er der kun plads og overskud til en enkelt interesse fra livet før ulykken.

- Jeg har det bedst i naturen i mit telt, når jeg er ude at fiske. Det er det eneste sted, jeg føler, jeg kan slippe min PTSD og bare slappe af.

Derfor er foråret meget tiltrængt for fynboen, fordi der er større mulighed for at optanke overskud til at kunne være der for hans to børn.

- Jeg prøver alt, jeg kan. Det er svært, men måden, jeg gør det på, er at bruge tid på ting, der giver energi. Det er blandt andet at tage ud at fiske. Derfor har det været en hård vinter, fordi der har været is på søerne.

Hver en lille lyd

PTSD’en har også haft indflydelse på Benjamins bolig. For han følte sig pludselig utryg i eget hjem.

- Jeg er lige flyttet, fordi jeg ikke kunne holde ud at bo, hvor jeg gjorde før. Jeg vågnede og fik flashbacks, hvis folk lukkede en bildør nede på gaden eller var ude i opgangen.

- Nu har jeg fundet et sted med mere ro, men min krop har bare fundet noget andet at reagere på. For eksempel hvis det drypper på en skraldespand. I sidste uge havde jeg mine børn og vågnede ved, at de vendte sig i sengen, og de sover på deres egne værelser.

Benjamin Lassen er en populær herre i femte sæson af "Kærlighed hvor kragerne vender".
Benjamin Lassen er en populær herre i femte sæson af "Kærlighed hvor kragerne vender".
 Foto: Anders Brohus/TV 2

Benjamin deler sine to børn med ekskæresten. Hun og hans mor er guld værd i denne situation, hvor han har brug for al den hjælp, han kan få.

- Jeg har fantastiske mennesker omkring mig, som hjælper, og som jeg altid kan råbe højt til, hvis jeg kan mærke, det bliver for meget.

- Jeg gør, hvad jeg kan, for at det ikke skal gå ud over dem, men der er ting, jeg må vælge fra.

Steder som svømmehaller og legeland er ikke længere mulige udflugtsmål. Der er for meget larm.

Benjamin har også en aftale med børnehaven om, at de ikke skal prikke til ham, når han henter og afleverer, fordi han er nødt til at fokusere på børnene. I stedet skal de skrive til ham.

- Hvis der sker noget uventet, så slår det mig ud, og angsten tager over. Alle i min omgangskreds ved, at de skal skrive en sms, inden de ringer. Fordi en simpel ting som at ringe, uden jeg ved det, kan vælte dagen. Eller hvis nogen ringer uventet på døren.

Troede, det kun ramte folk i krig

Benjamin Lassen modtager hjælp i form af sessioner hos psykolog og psykiater, men den vingeskudte ”krage” venter stadig på at finde den helt rette løsning.

- Der er selvfølgelig noget medicinsk behandling, men det er mere til at dæmpe angst og til søvn, for jeg sover ikke rigtigt. Men PTSD kan ikke behandles som sådan – det skal man lære at leve med, siger han, inden vores snak lakker mod enden.

Et interview, som også tapper fra energikontoen. Men det er vigtigt for TV 2-deltageren at forklare, hvad PTSD er.

- Jeg kommer til at få en regning på den samtale her, men nu har jeg heldigvis lige haft fire dage i frisk luft, og det kommer til at gøre, at jeg har en smule mere overskud.

Afstanden og en ulykke blev enden på Benjamin Lassens forhold til Kaya, som han mødte i "Kærlighed hvor kragerne vender".
Afstanden og en ulykke blev enden på Benjamin Lassens forhold til Kaya, som han mødte i "Kærlighed hvor kragerne vender".
 Foto: Kaspar Wenstrup, Anders Brohus/TV 2

- Jeg vil rigtig gerne sætte lidt fokus på det her med PTSD. Inden jeg fik det, var min holdning, at man bare kunne rejse sig op og gøre noget. At alle har et valg og kan tage handling. Nu kan jeg pludselig se, hvordan andre mennesker tit kan kigge på mig, når jeg siger, at jeg ikke bare kan rejse mig op og lave aftensmad eller gå ud at handle. Det er så svært at forstå, hvis man ikke har oplevet det på egen krop.

- Det er vigtigt for mig at fortælle lidt om det. Ikke fordi jeg føler, jeg har et ansvar, men jeg har en stor platform og har hele tiden villet være meget åben om min situation, fordi der skal mere fokus på PTSD. Jeg troede selv, at det kun ramte folk, der har været i krig, men det er jeg blevet meget klogere på efterfølgende. Det kan ramme alle.

LÆS OGSÅ: Derfor gik det galt mellem Benjamin Lassen og Kaya efter "Kærlighed hvor kragerne vender"

HVAD ER PTSD?

PTSD er en stressreaktion, som kan opstå efter voldsomme oplevelser som for eksempel krig eller vold, hvor man har følt stærk frygt, rædsel eller hjælpeløshed. Lidelsen har ramt lidt over to procent af den europæiske befolkning.

Personen med PTSD genoplever ofte den traumatiske situation igen og igen, både i vågen tilstand som flashbacks, og i søvne som drømme eller mareridt.

Han eller hun føler oftest et stærkt ubehag forbundet med alt, hvad der minder om den traumatiske begivenhed.

Kilde: Psykiatrifonden

Sponsoreret indhold