Reality6. august 2024

Bianca fra ”Landmand søger kærlighed” har borderline: Lidt af en mundfuld

Bianca Eisenharts borderline har holdt hende tilbage i jagten på kærligheden. Men i ”Landmand søger kærlighed” er kalvepasseren klar til at finde en kæreste, der kan håndtere hende og diagnosen
Bianca Eisenhart er den yngste deltager i sæson 11 af "Landmand søger kærlighed".
Bianca Eisenhart er den yngste deltager i sæson 11 af "Landmand søger kærlighed".
 Foto: TV 2

LÆS OGSÅ: Bianca slår rekord i "Landmand søger kærlighed": Så mange mænd har skrevet

– Jeg kan have voldsomme humørsvingninger og nedture mere hyppigt end andre, og jeg føler ting 10 gange mere end en normalperson. Derfor er min fornemmelse, at det kan være svært for andre at være i.

Sådan fortæller snart 22-årige Bianca Eisenhart, som tirsdag fik sin tv-debut i sæsonpremieren på ”Landmand søger kærlighed”, til SE og HØR.

Kalvepasseren har nemlig borderline – en diagnose, som til tider har stået i vejen for, at den unge landmand har kunnet danne venskabelige eller romantiske relationer.

I 2020 havde hun sin første og indtil videre eneste kæreste. Men da Bianca Eisenhart blev kontaktet af en caster fra TV 2-programmet, besluttede hun, at hun var klar til at give kærlighedsjagten et nyt og anderledes forsøg.

– Det er ikke, fordi jeg er 100 procent opsat på at skulle finde en kæreste. Jeg tog det som en mulighed for at afprøve noget andet end traditionel dating. Jeg ville gerne møde nogle andre end dem, jeg stødte på hele tiden. Det bliver meget de samme folk, som har historier om hinanden. Det her er en ny og sjov måde at finde kærligheden på.

Og mænd uden for omgangskredsen var i den grad, hvad Bianca fik. Hele 144 breve modtog den unge landmand, som dermed slog rekorden for datingprogrammet.

Kvægklapperen læste samtlige henvendelser, sorterede dem i bunker og kiggede til sidst på billederne. Først klokken 22 om aftenen var hun og hendes tre veninder færdige.

Bianca på 21 år er overvældet over de mange breve, hun får.
Bianca på 21 år er overvældet over de mange breve, hun får.
 Foto: Blu/TV 2

– De kom med input, men det er mig, der har taget det endelige valg, fortæller Bianca om udvælgelsen af de fem mænd til speeddaten.

– Det betyder helt vildt meget, at mine veninder kan lide min kæreste, for venner har du altid. Og jeg kommer aldrig til at skifte dem ud, der har været der for mig hele tiden, for en fyr.

Ko-fluencer

Bianca Eisenhart blev kontaktet på Instagram. Der – og især på TikTok – gør kalvepasseren sig som influencer og påvirker flere unge til at søge ind på landbrugsskolen.

– Det er det, der driver mig. Det er megafedt, fordi landbrug er et udsat erhverv.

Efter job deler hun videoer af arbejdet med lidt over 500 kvier og kalve, som hun elsker.

Bianca har dog ingen planer om at leve af at være ko-fluencer.

– Det er ren hobby for mig, og hvis det blev et arbejde, ville jeg miste gejsten. Jeg kan rigtig godt lide at arbejde med dyrene, have dem mellem hænderne og få mere erfaring den vej.

Biancas fik heldigvis et godt førstehåndsindtryk af de udvalgte fem, som alle levede op til forventningerne.

– De var præcis, som de havde skrevet. Jeg tænkte ”okay, jeg er ikke blevet catfishet”. De virkede oprigtige og seriøse, siger kalvepasseren og tilføjer kækt, at mændene lignede deres billeder.

– Det var den vare, jeg havde bestilt.

Om landmandens næste kæreste gemmer sig iblandt, må vi vente med at se, som sæson 11 skrider frem. Biancas borderline betyder dog, at hun går forsigtigt frem.

Hun er nemlig klar over, at diagnosen gør det svært for hende at kapere en eventuel afvisning. Og for at undgå den, åbner hun ikke helt op fra begyndelsen.

– De kan afvise mig, og det er også helt fair. For det er ikke alle, der kan med en som mig. Det er jeg blevet klar over. Jeg er først bange for afvisningen, når jeg er blevet rigtig glad for en person, for så gør det ondt. Derfor har jeg ikke lyst til at smide hele mig på bordet, hvis de ikke har interesse i at dele, hvem de er.

– Det ville være megafedt, hvis jeg fandt en kæreste, men jeg tør ikke tro på det, og det er nok også en måde at beskytte mig selv på. Derfor har jeg den indstilling, at det ikke er sikkert, men at så har vi haft det pissesjovt.

Sponsoreret indhold