Blachman tager røven på Svend Heiberg Nelke: - Det var liv eller død
15-årige Svend Heiberg Nelke tog dommerne med storm, da han trådte ind til audition med sin guitar i hånden. Nu er han rykket direkte videre til liveshows som Thomas Blachmans unge solist i "X Factor".
Men da afgørelsens time kom, var det lige ved at gå galt – i hvert fald i Svends hoved.
I et kort øjeblik troede han nemlig, at hans tid i underholdningsprogrammet var forbi.
- Jeg var slet ikke klar til at forlade programmet. Det var fuldstændig overvældende. I momentet føltes det som liv eller død. Jeg tænkte, at jeg ikke ville kunne klare det, hvis jeg ikke gik videre, fortæller han.
Heldigvis faldt dommen ud til hans fordel, og glæden i Svends øjne var ikke til at tage fejl af, da Thomas Blachman endelig løftede sløret for, at han skulle med videre til liveshows.
- Jeg kunne ikke stå på benene. Jeg kan næsten ikke stå på benene i dag. Det sidder stadig i mig – men jeg er videre, og det er det fedeste i verden.
Selvom det er flere måneder siden, Svend fik beskeden om at han var videre til liveshows, kommer følelserne stadig væltende tilbage, når han genser programmet.
– Det var virkelig vildt at se. Det var virkelig voldsomt. Jeg kunne hverken gå eller sidde, siger han.
Vil du se, hvordan det går Svend og de andre deltagere i "X Factor"? Så se med fredag 21. februar kl. 20.00 på TV 2.