Cengiz hylder Geggo: - Jeg er din største fan
De fleste ”Familien fra Bryggen”-fans har næppe misset, at Geggos graviditet har været en hård omgang.
Geggo har tidligere udtalt, at denne graviditet er væsentlig anderledes end den første, hvor det var datteren Alba, der rumsterede i maven.
Den garvede tv-personlighed har nemlig både døjet med kvalme og voldsomme smerter. Og på et tidspunkt blev sidstnævnte så voldsomme, at Geggo måtte en tur på hospitalet.
Foto: Thomas Laursen
Heldigvis er Geggos snart ni måneder lange graviditet og tilhørende smerter og ubehag langt fra gået ubemærket hen. Og særligt ikke hos reality-gemalen Cengiz, som i et opslag på Instagram hylder sin gravide hustru:
- Tre bliver snart til fire. Jeg har den største respekt for min kone, som er gået igennem den hårdeste graviditet med at bækkenløsning, opkast, mange smerter og generelt bare været superdårlig, og så kom den her hedebølge lige til sidst også, starter Cengiz sit opslag, som med diverse emojis emmer af både kærlighed og taknemmelighed.
Der er således ingen tvivl om, at Cengiz er mere end almindelig stolt af sin højgravide kone, der under det meste af graviditeten har kæmpet gevaldigt:
- Men du har gjort det så godt min skat. Selvfølgelig har du trippet mit liv til tider, bevares, men jeg glæder mig så meget til at møde vores lille pige. Og jeg glæder mig til at vi får en masse oplevelser alle fire i fremtiden, skriver Cengiz videre og kommer med noget af en hyldest til Geggo:
- Jeg er din største fan. Power woman.
Artiklen fortsætter under Instagram-opslaget …
Det lille, nye familiemedlem kommer til verden i August. Der kan derfor ikke gå mange dage, før parrets datter Alba får sin fine storesøstertitel.