Datoen er afsløret: Her vender "Bachelorette" tilbage
LÆS OGSÅ: HER ER DE TO KVINDER I "BACHELORETTE"
Snart bliver 17 mænd og to kvinder sluppet løs i Sri Lanka i en ny omgang af "Bachelorette".
Petra Nagel er selvfølgelig vært, og hun skal forsøge at få matchet hovedpersonerne Lissa Paustian og Sofie Martinusen op med de helt rigtige mænd.
Nu løfter TV 2 sløret for, hvornår vi kan følge med i kærlighedseventyret.
Anden sæson af "Bachelorette" får premiere tirsdag den 7. maj på TV 2 Play og TV 2 Echo.
De to kvinder skal over en række uger date de 17 mænd og løbende spore sig mere og mere ind på, hvem de vil give deres sidste rose til.
- Sidste år var første gang, 'Bachelorette' rullede over skærmen. Vi er overvældede over den modtagelse, det fik, og vi glæder os derfor nu til at kunne præsentere endnu en sæson af et af landets mest populære reality- og datingformater, siger underholdningsredaktør hos TV 2 Thomas Richardt Strøbech.
- Igen i år leder to modige kvinder efter kærligheden, og jeg kan allerede love, at der bliver både spænding, underholdning og overraskende øjeblikke undervejs, tilføjer han.
Vi ved endnu ikke, hvem de 17 mænd er, men TV 2 oplyser, at de vil blive afsløret, når vi kommer tættere på premieren.
Til gengæld kender vi allerede de to kvinder. Lissa Paustian er 29 år og journaliststuderende bosat i København, mens Sofie Martinusen er 27 år og bor i Aalborg, hvor hun læser International Virksomhedskommunikation på Aalborg Universitet.