“De Unge Mødre”-Julie Elgaard afslører svær kamp: – Det er meget følsomt

Den 22-årige Julie Elgaard, der er kendt fra realityhittet “De Unge Mødre”, drømmer lige nu om at kunne give sin treårige datter, Elina en lillebror- eller -søster.
Men der er lige nu langt til lykken.
Det afslører hun i et ærligt skriv på sin Instagram-profil, hvor hun fortæller, at de daglige spørgsmål om familieforøgelse er svære, og at hun og kæresten har arbejdet på det i et godt stykke tid.
– Men skæbnen vil nemlig det, at det ikke bare er lige til. Men vi arbejder på det, og vi er derfor begyndt i fertilitetsbehandling, skriver hun.
På sin story uddyber den unge mor, at det næsten var rent held, at de to formåede at undfange datteren, Elina på naturlig vis, da Lasse kort forinden parrets første møde havde været involveret i en voldsom trafikulykke.
– Han fik blandt andet en blødning i hypofysen, som gør, at han ikke kan producere nok af det mandlige kønshormon. Han får derfor noget medicin, som gør, at han ikke kan producere særlig mange levende sædceller.
Ifølge Julie fik han dog dengang en anden slags medicin, end han gør i dag.
I dag er den meget mere kontrolleret, end den var dengang, og de fandt derfor hurtigt ud af, at det var “en realitet”, at de skulle have hjælp til at opnå babydrømmen.
Det første forsøg med behandling resulterede dog desværre ikke i nogen baby for parret.
– Nu skal vi i gang med reagensglasbehandling, og det er noget mere omfattende, forklarer hun, inden hun fortsætter:
– Jeg er sindssygt nervøs for det. Både for, hvordan jeg bliver påvirket af medicinen, men også af udfaldet af det, for man er ikke garanteret noget, og vi ved ikke, hvor lang tid, det kommer til at tage.
Julie Elgaard og den 12 år ældre kæreste, Lasse er i forvejen forældre til datteren Elina, der kom til verden i marts 2019.