"De unge mødre"-Peter: Jeg har fortrudt skilsmissen
I begyndelsen af juni kom det frem, at Peter og Katherina fra ”De unge mødre” skulle skilles. Efter tre et halvt års ægteskab var kærligheden væk – og parret valgte at gå hver til sit.
Parret har siden været yderst sparsommelige med at fortælle om bruddet – men nu løfter Peter lidt af sløret for, hvordan det går i dag. Og det kunne tyde på, at kærligheden spirer igen, hvert fald hos ham.
På parrets fælles blog fortæller Peter, at han og Katherina stadig bor sammen, selv om de er skilt.
Han fortæller, at de stort set ikke skændes mere, og at de har det dejligt sammen. Og så afslører han ikke mindst, at han stadig nærer dybe følelser for Katherina, som han har tre børn med.
- Hvis jeg skal være helt ærlig, så elsker jeg stadig Katherina mere end noget andet. Og jeg fortryder virkelig at vi er blevet skilt, men jeg kan desværre ikke ændre på fortiden. Så nu forsøger jeg at få det bedste ud af fremtiden, og hun er trods alt stadig mor til 3 af mine dejlige unger, fortæller Peter på bloggen, hvor han afslører, at han gav Katherina en helt særlig gave lidt over midnat: En ring.
Det er nemlig otte år siden, at parret mødte hinanden.
Peter og Katherina sagde ja til hinanden ved en romantisk og hyggelig ceremoni på Vejle Rådhus i 2013, men 8. juni i år afslørede parret, at de skulle skilles.
– Ja, så gik den ikke længere. Vi er blevet skilt, skrev Peter på vegne af parret på bloggen.
- Nu skal vi så ha samlet alle enderne, så hvad der præcist skal ske herfra ved vi ikke, og kan derfor heller ikke svare på en masse spørgsmål.
Peter og Katherina har tre børn sammen: Alexzander, Nicklas og Mia. Fra et tidligere forhold har Peter desuden sønnen Lucas, ligesom Katherina har sønnerne Mikkel Og Mikas fra et tidligere forhold.