Den charmerende landmand afslører: Vi kyssede i smug
LÆS OGSÅ: Det så du ikke på tv: "Landmand søger kærlighed"-deltager smidt ud af TV 2
Jeg er forelsket.
Så klar var meldingen fra Niels Erik Wegger, 43, i femte afsnit af programmet.
– Vi kyssede, inden det var slut – i smug, siger Niels Erik med et smil til SE og HØR.
Det skete lige da produktionsselskabet havde sat sig i bilen og skulle til at køre hjem, efter Niels Eriks venner havde været på besøg til grillaften.
– Det var lidt vildt, for der var stadig gæster, og så trak hun mig til side og kyssede mig, fortæller han.
Der var dog stadig to piger tilbage, så Niels Erik måtte lægge lidt bånd på sig selv.
– Det var svært, men produktionen var gode til at hjælpe og guide mig. De kunne også godt se det, og de sagde, at de havde kunnet se det fra begyndelsen.
Han vil dog ikke sige noget om, om forelskelsen stadig holder eller hvem af pigerne, han kastede sin kærlighed på, da optagelserne sluttede.
Han må nemlig ikke afsløre noget, heller ikke for sine venner, og det har været lidt svært at holde mund, siden optagelserne sluttede i Kristi Himmelfartsferien midt i maj.
– Jeg har nok været lidt fraværende overfor mine venner. For jeg ved, at de vil spørge om noget, og det er lidt en belastning, jeg ikke må sige noget, lyder det fra Niels Erik, der glæder sig til, at hans del af programmet formentlig er afsluttet til september.
Alsidig landmand
Niels Erik driver slægtsgården ved Spentrup udenfor Randers. Han begyndte langsomt at overtage den efter sin far i 2010, og han driver nu gården med grise, køer og marker.
– Det var ligeså meget min far, der skulle være klar. Man tror altid, det er den, der skal overtage, der skal være klar, men det er også den anden vej, siger han.
I dag er det Niels Erik, der har hovedansvaret, men hans far er stadig med på sidelinjen.
– Han vil stadig gerne have noget at skulle have sagt. I begyndelsen blev jeg irriteret over det, men nu er jeg blevet bevidst om, at han har en viden, som jeg gør alt for at trække på, siger Niels Erik, der i dag har et rigtig godt samarbejde med sin far.
Fik hjemve i København
Det har altid ligget i kortene, at han skulle overtage slægtsgården. Det ville han også gerne, men der var også andre ting, han gerne ville nå inden.
– Jeg flyttede til København i 2008. Der var jeg ikke klar til at skulle overtage, og jeg skulle i hvert fald ikke være under min far. Så jeg søgte et job hos Travel to Farm hos Landbrug & Fødevarer, siger Niels Erik, der efter halvandet år i hovedstaden savnede sine venner og familien på hjemegnen, og derfor vendte han retur.
Kort efter kom hans far til skade, og Niels Erik begyndte at arbejde på gården.
De næste år blev han opslugt af arbejdet, og de kvinder, han mødte, havde ikke altid en forståelse for, hvor mange timer man indimellem skal lægge i landmandsarbejdet.
Ung far
Niels Erik havde eller altid haft en tanke om, at han skulle være en ung far, men årene gik, og sådan blev det ikke for den nu 43-årige landmand. Han har haft flere længerevarende forhold, men det er aldrig endt med en familieforøgelse.
– Jeg var ked af, at jeg ikke havde nogle at dele oplevelser med, siger Niels Erik om grunden til, at han gik på jagt efter en kæreste i ”Landmand søger kærlighed”.
Drømmen om familien er der da også stadig.
– Jeg vil helt sikkert gerne have børn. Måske jeg bliver en ung far af sind, siger han og griner.