Det så du ikke i “Gift ved første blik”: Anders og Sebastian i kriseterapi
I dagens afsnit af “Gift ved første blik” ser vi en oprørt Anders Reinholdt Jonssen, 35, forsøge at tale sig selv op til at tage på den planlagte get away med sin mand, Sebastian Søvsø.
– Det er fandeme frustrerende. Jeg magter ikke at snakke om, hvad der er i vejen hele tiden, siger han.
Nu afslører han til SE og HØR, at parret var ved at trække sig kort før.
– Jeg var meget tæt på at give op. Det, man ikke ser i programmet, er, at vi nogle dage forinden har haft en kriseterapi med Gert. Fordi vi ikke føler, vi kan komme videre med de udgangspunkter, vi har, forklarer Anders Reinholdt Jonssen.
Han har et stort behov for at se, om der kan være potentiale for et match, ved eksempelvis at kramme, men med 14 dage tilbage af eksperimentet, har Anders svært ved at forestille sig, at de kan finde et kompromis.
– Det bliver en faktor for mig: Jeg kan ikke se, at der kan blive potentiale. Jeg kan ikke se mig ud af det. Derfor har jeg brug for at tale med Gert for at se, om vi kan finde en fælles vej.
Artiklen fortsætter under billedet …
Vigtige elementer klippet ud
Til kriseterapien med eksperten Gert aftaler parret ifølge Anders, at der skal være et krammeforbud. Derudover blive de enige om, at Sebastian skal vise, at han vil matchet – ved for eksempel en gang imellem at sende en besked og spørge, hvordan Anders har det.
– Sammen med Gert lægger vi en mere langsigtet plan for vores match. Med krammeforbud og sms'er til mig som en form for kompromis. Så vi fortsætter i eksperimentet og fokuserer på vores mange sjove oplevelser i stedet for at droppe ud.
– Men så har vi nogle dage hver for sig inden vores get away, og så hører jeg ikke noget fra Sebastian.
Anders bliver ved med at kæmpe for forholdet, fordi han synes, han skylder både Sebastian og eksperimentet at fortsætte, og derfor tager han alligevel af sted.
– Jeg har mest af alt lyst til at droppe det igen, men jeg ændrer mit mindset. Jeg forliger mig med, at jeg kun kan styre, hvad jeg selv putter i relationen, og ikke om Sebastian sender mig sms'er eller ej. Derfor kan jeg lige så godt fokusere på at have det sjovt.
– Jeg synes, det er en forfærdelig get away. For det er der, jeg bare kan mærke, at lige meget hvor meget, jeg kaster ind i det her forhold, så bliver det bare ikke rigtig til mere på det tidspunkt.
Artiklen fortsætter under billedet …
Udover at seerne slet ikke ser kriseterapien og aftalen mellem Anders, Sebastian og Gert, så er der en del andre ting, der heller ikke er kommet videre fra klipperummet.
– Jeg føler, vi mangler en masse ting. Alle mellemregningerne. Og så alle de sjove ting. Som seer er det svært at se, at Sebastian og jeg faktisk har det sjovt sammen. Vi dyrker sport sammen, spiller spil på altanen og snakker og griner i flere timer. Det er en lige så stor del af forholdet.
10 procent chance
Anders Reinholdt Jonssen fortæller også, at han arbejder med en procentsats, hvor han hele tiden sætter tal på, hvor meget han tror på forholdet. Selv om det er svært for ham, finder han håb i, at der stadig er en mulighed.
På dette tidspunkt mener han, der er 10 procents chance for, at ægteskabet kan holde.
– Det er sårbart at deltage i “Gift ved første blik”, og jeg meldte mig, fordi jeg virkelig gerne ville have det til at lykkes – og jeg ville ekstra gerne, fordi vi er det første homoseksuelle par i programmet, forklarer han og fortsætter:
– Jeg kan godt mærke, det ikke går i den rigtige retning. Men jeg vil stadig gerne have det til at lykkes, så jeg kan sige: Vi gjorde det – og se os nu. Der er mange elementer i det på den måde. Derfor gjorde jeg hele tiden sandsynligheden op i mit hoved og analyserede på det.