Ditte Julie Jensen: Jeg brød fuldstændig sammen
I aftenens afsnit af "Til Middag Hos" er det blevet Ditte Julie Jensens tur til at have besøg af Mille Funk, Amalie Szigethy og Jan Linnebjerg.
Her åbner Ditte op om sin ordblinhed overfor sine gæster.
Den tidligere "Bagedyst"-deltager fortæller, hvor stort det er for hende at skrive bøger, når hun tidligere har kæmpet med at læse.
- Jeg har skrevet seks bøger på tre år, og det er helt vanvittigt. Jeg forstår det heller ikke helt selv. En ting er, at jeg har skrevet de her bøger, men det har også været den største barriere for mig ever, siger Ditte og fortsætter:
- Det faldt mig på ingen måder naturligt at skrive bøger. Jeg er blevet testet meget i mine unge dage for at være ordblind, hvilket gør, at da jeg udgav min første bog, der brød jeg fuldstændig sammen. Tænk at jeg kunne få lov til at kalde mig selv forfatter på baggrund af, at jeg er så dårlig til at skrive, som jeg i virkeligheden er, siger Ditte til selskabet.
Ditte Julie Jensen er udover forfatter også en yderst populær influencer, hvor hun på Instagram har mere end 80.000 følgere.
Aftenens program bliver vist på TV3 og på Viaplay.