Dyster forudsigelse: Så lang tid kan der gå, før der sker nyt i Elvira-sag
Det er almen viden, at man som dansk turist kan blive både brun og (for)brændt, når man befinder sig i Dubai.
Men derudover fremkalder ørkenstaten med sine 26 varmegrader altså ikke synderlig julestemning.
Og derfor bliver det efter meget at dømme en jul, som den unge diamantdatter og influencer nok sent vil glemme.
Ifølge dansk advokat i Dubai og indehaver af eget advokatfirma, Thomas Friis Nielsen, er det nemlig stærkt usandsynligt, at Pitzner-datteren kommer hjem indenfor de næste dage.
Overfor SE og HØR kommer han i stedet med et bud på, hvor længe hun – og vi andre – skal vente på nyt i sagen.
– Det er vanskeligt at sige, hvor lang tid, der går. Det kommer jo alt sammen an på, hvor hurtigt de kan tilrette sagen, samle bevismateriale og tilstrækkelige vidner, og så skal der findes et tidspunkt i retskalenderen, hvor der er plads. Det kan trække ud, fordi dommeren har andre sager, og hvis de så allerede er berammet, så må man finde et tidspunkt længere ude i fremtiden.
– Jeg forestiller mig, at vi indenfor en måned har haft nogle retsmøder, og måske er sagen tæt på en afslutning, men det er vanskeligt at sige.
Udsigterne om en hurtig løsning og en mulighed for Elvira Pitzner om at komme hjem lysner udelukkende, hvis der indgås et forlig af en eller anden form i denne uge, har advokaten tidligere fortalt.
Meget mere lukket
Det står efterhånden klart, at der er flere store forskelle på retsprocesserne – alt efter om man befinder sig på dansk jord eller i emiraterne.
Og der er nok særlig et punkt, hvor de to systemer adskiller sig markant.
– Det primære er nok i virkeligheden, at både retsmøderne er meget mere lukkede, og informationerne om dem er mere sparsomme dernede, fortæller Thomas Friis Nielsen til SE og HØR.
Der lægges desuden mere vægt på såkaldt ”skriftveksling” fremfor vidneindkaldelser – selvom de også sagtens kan indgå her.
– Når der er retsmøder, så er det meget noget med at læse op, hvad der er blevet skrevet gennem sagen, altså de skriftlige indlæg, som bliver læst op og fremlagt. I Danmark er det også mere almindeligt, at advokater får lov at udtale sig om forløbet og procedurer i sagerne.