Efter "Fede Forhold": Nu får Brynn og Stewen det offentliges hjælp til at blive forældre
LÆS OGSÅ: Det så du ikke i ”Fede forhold”: Janni sygemeldt
Der er mange regler forbundet med muligheden for at få det offentliges støtte og hjælp til at blive gravid. Det ved Brynn og Stewen Hull-Mathiasen om nogen.
Nu er DR-parret dog endelig godkendt og i gang med fertilitetsbehandling – såkaldt IVF. Det betyder, at Brynn sprøjter sig med hormoner hver dag, og senere skal hun have udtaget æg, som skal befrugtes med Stewens sæd og forhåbentlig i sidste ende resultere et ønskebarn.
– Det er så dejligt. Det er meget spændende, siger Brynn til SE og HØR.
Hun og Stewen forsikrer dog om, at de trods glæden tager det hele med ophøjet ro. Det er nemlig vigtigt, at man også er afslappet i processen, selv om det kan være svært.
– Vi tager det lidt, som det kommer. En dag af gangen. Vi er blevet skuffet før, så nu tager vi det stille og roligt.
Brynn er insemineret før i det private, hvor det ikke lykkedes at gøre hende gravid.
For at blive godkendt til at få støtte fra det offentlige, skal man have en BMI under 30. Men efter "Fede Forhold" er hun både blevet lettere og ældre, og det har vist sig at være den perfekte kombination for at få hjælp til fertilitetsbehandling.
Når man er fyldt 35 år, som Brynn netop er, er reglen nemlig, at BMI blot skal være under 35, som hun også har opnået.
– Så er reglerne lidt anderledes, fordi de stadig gerne vil have, at vi kvinder føder nogle børn, forklarer hun.
Har drømt i otte år
"Fede forhold"-parret har drømt om at få et barn siden 2016. Det er altså i otte år, at Brynn og Stewen har håbet, krydset fingre og arbejdet på sagen.
– Man får nogle gange lyst til at give op. For det tager psykisk hårdt på en, men vi har stadig bare tænkt, at vi bare må kæmpe videre og få det hjælp, vi kan. Og det tager vi imod nu, siger Stewen.
I mellemtiden er han og Brynn gode til at planlægge rejser og komme lidt væk for at pleje forholdet.
– Vi prøver en masse ting for at forholdet ikke kun handler om at blive forældre, men også om os som par. Den balance skal vi ramme, siger Brynn.
Derudover er DR-parret også gode til at lægge telefonerne væk og prioritere tid med hinanden. I det hele taget er der megen ro omkring dem, og "Fede forhold" har gjort meget for både krop, sind og forholdet.
– Vi tager mange vitaminpiller, spiser varieret og efter Sines (kostvejleder i programmet, red.) præmisser. Jeg er rigtig god til at mærke efter, ikke kun madmæssigt, men også mentalt. Er noget skidt, så prøver jeg at fikse det med det samme, i stedet for at det ligger og ulmer i baghovedet, fortæller Brynn, og Stewen supplerer:
– Rent mentalt er vi ret gode til at arbejde med hinanden. Der er meget roligt herhjemme, og det har vi også fået at vide har meget at sige (i forhold til at blive gravid, red.). Er der ro i hjemmet, burde man være mere eller mindre klar.