Endelig far! Michael Sommer fra "Gift ved første blik" byder velkommen til lille Malia
LÆS OGSÅ: Nu har Michael "Skatter" Sommer fået sit Askepot-bryllup
– Velkommen lille Malia skat. Vi elsker dig højere end ord kan beskrive!
Sådan skriver Maria Hjort Kronholm på Instagram, hvor hun endelig kan afsløre, at hun er blevet mor for første gang.
Det er hun sammen med vores alle sammens Michael Sommer – også kendt som "Skatter" fra sæson seks af "Gift ved første blik".
Datteren kom til verden fredag 15. marts efter veer, der tog hårdt på Maria og hendes PTSD, fortæller hun i opslaget med annonceringen af den gode nyhed om familieforøgelsen.
Med en epidural og et dygtigt personale på Roskilde Sygehus kom der styr på det, der ellers skulle have været en hjemmefødsel, og klokken 11.37 så lille Malia for første gang verden uden for mors maveskind.
– Vi nyder vores lille boble og det nye kapitel, kærligheden er uendelig, og vi er intet mindre end taknemmelige for berigelsen af så sund og rask en pige, fortæller Maria Kronholm videre på Instagram.
Til SE og HØR fortæller hun, at parret er mere end taknemmelige for hjemmefødselsordningen Vestsjælland, da jordemoderen sadlede om og gav tryghed hele vejen.
– Jeg har det rigtig godt og er så uendelig lykkelig over, at det hele gik så fint med selve fødslen, og så er Michael bare verdens bedste far. Vi græd begge af glæde på vejen hjem og kan ikke helt forstå, at vi er så heldige.
Du kan se lille Malia her:
Michael Sommer og Maria Kronholm blev gift i hemmelighed i 2021 og igen i 2022, hvor de holdt et storslået Askepot-bryllup.
Graviditeten har været hård for Maria, der måtte sygemelde sig på grund af de medfølgende gener.