"Exit"-Martin beskyttes af livvagter: Truslen mod mig er reel

Forestil dig, at når du skal til et arrangement, hvor din tilstedeværelse er annonceret på forhånd, så skal du have en eller flere livvagter med for at beskytte dig. Sådan er livet for 38-årige Martin Celosse Andersen, som man måske kender som "Exit"-Martin.
Han har tidligere været præsident for rockerklubben Bandidos, men i dag er han ude af miljøet og hjælper kriminelle fra alle slags miljøer med at komme ud det og få et mere lovlydigt liv. Det er Martin lykkedes med, men det har ikke været risikofrit.
- Jeg har haft livvagter siden 2014. Der finder jeg en bilbombe under min bil. Ingen har taget ansvar for at have placeret den, så det kan jeg ikke sige noget om, siger Martin til SE og HØR:
- På det tidspunkt havde politiet vurderet trusselsniveauet mod mig for værende så højt, at jeg fik fremmødeforbud på alle offentlige institutioner. Hos politiet, kriminalforsorgen, kommunen, jeg måtte ikke komme nogen steder, fordi der var en frygt for, at der ville blive lavet et attentatforsøg mod mig i et åbent rum.
Da Martin ikke var vidne i en retssag og heller ikke var politiker eller noget i den stil, kunne de ikke beskytte ham.
- Da vi fandt bomben, viste det ret tydeligt, at der er et trusselsniveau, og at politiet ikke kunne beskytte mig. Politiet i Danmark beskytter dig ikke, medmindre du er en politisk figur, og det er noget, som folk ikke ved. De tror, man bliver mandsopdækket, hvis der er en trussel mod dig, forklarer han.
Derfor tog Martin en beslutning. En beslutning, som skulle sørge for, at han i mange år frem i tiden kunne være far for sine to døtre, som ikke skal vokse op uden en far.
- Fra 2014 og frem begyndte jeg at udlicitere min egen sikkerhed i tiltagende grad. I 2018 eller 2019 opretter vi i vores exit-program en regulær sikkerhedsafdeling. Det er den samme sikkerhedsafdeling, der står for min sikkerhed, afslører han.

En konstant trussel
Det er i høj grad Martins arbejde den dag i dag, hvor han opererer i mange radikaliserede miljøer, som udgør en trussel for hans sikkerhed.
- Mit arbejde efterfølgende har taget mig ind i mange radikaliserede miljøer, hvor der løbende opstod trusler mod min sikkerhed og gjorde mig særligt udsat, fortæller Martin.
Af den grund foretager et grundigt sikkerhedsteam mere eller mindre hele tiden en vurdering af trusselsbilledet mod Martin. Når han skal til et arrangement, vurderer de, om han skal have en eller flere livvagter tæt på sig, eller om de kan beskytte ham fra større afstand.
For nyligt var der en hændelse, hvor Martins livvagt måtte træde til. Det skete dog ikke, fordi hans liv var i fare. Eks-rockeren var på scenen til en konference, hvor en mand blandt publikum pludseligt begyndt at opføre sig afvigende og udadreagerende.
- Det er en pisseulykkelig situation. Han var en psykiatrisk patient, og han var der med personale fra den institution, han var indlagt eller opholdt sig på. Han følte, at han havde fået smadret sit liv af psykofarmaka, og det var det, han ville demonstrere imod, fortæller han.
Med i salen havde den psykisk syge mand personale fra den institution, han var indlagt eller opholdt sig på. Men da manden begyndt at være mere og mere aggressiv, forlod personalet området, da de ikke kunne få talt manden til ro.
- Det var der, min livvagt trådte til. Den psykisk syge mand sad ti meter fra mig på en anden række, så jeg var ikke på nogen måde i fare, men min livvagt træder til for at hjælpe og gå i dialog med ham.
Dialogen hjælper ikke, og inden politiet når at komme frem for at tage sig af den psykisk syge mand, formår han at slå Martins livvagt i hovedet med en guitar. Da situationen var håndteret af politiet, fik samtlige af konferencens deltagere tilbudt psykologhjælp, og flere var meget rystede.
Far frem for alt
Episoden med den psykisk syge mand er i den milde ende af skalaen over, hvad Martin de sidste ni år har prøvet. Men af hensyn til sikkerhedsarbejde og den konkrete trussel mod sin egen person, kan han ikke tale åbent om andre episoder, hvor hans livvagter har måtte evakuere ham. Men det er sket - flere gange.
Pga. sin fortid som rockerpræsident er Martin vant til at have en eller anden form for trussel hængende over hovedet. Af den grund kommer han også til til at undervurdere det trusselsbillede, der er mod ham. Heldigvis tager sikkerhedsfolkene omkring ham opgaven meget alvorligt.
- Man vænner sig til det over tid. Jeg er udsat på en anden måde, hvor jeg er vant til et meget højt trusselsniveau, fortæller Martin og tilføjer, at han i sin tid som rocker havde en lang række sikkerhedsforanstaltninger såsom en ekstra forstærket dør og tykkere vinduer, så en granat f.eks. ikke kunne kastes igennem dem.
Den dag i dag tager Martin også sin sikkerhed seriøst, også selv om det sætter begrænsninger for hans liv. Det gør han især pga. sine to døtre.
- Jeg vil til hver en tid hellere være lidt begrænset i, hvad jeg kan tillade mig, for at jeg kan være i live, og at mine døtre har en far. Det er min førsteprioritet. Det går forud for mit arbejde, selv om jeg brænder for mit arbejde, så er jeg far først, slår Martin fast.
"Exit"-arbejderen vil langt hellere være tvunget til at have ekstra selskab i form af livvagter eller kortere tid til et arrangement, end han vil sætte sin egen sikkerhed på spil.
Det påvirker f.eks. også, når eksrockeren er til arrangementer som Reality Awards, hvor der kommer alverdens mennesker.
- De få gange, jeg har været til Reality Awards, har mit sikkerhedsteam vurderet, at det ikke har været nødvendigt med en mandsopdækkende personbeskyttelse. De har screenet arrangementet og haft biler holdende udenfor, så de kunne observere de folk, der kom ind, forklarer Martin.
Selv om trusselsbilledet mod Martin er reelt og mere eller mindre konstant, så stopper det ham ikke i at gøre sit arbejde, som han elsker. Han vil fortsætte med at hjælpe mennesker ud af radikaliserede miljøer og få dem tilbage på ret køl.