Se billedet: Linse har fået tatovereret elsket Mopper-citat
Tirsdag var det præcis ét år siden, at ”Familien fra Bryggen” mistede én af sine absolut mest farverige og elskede personer.
I den forbindelse har Linse Kessler valgt at få tatoveret et elsket Mopper-citat på sit ene lår. Forleden lagde tatovøren, Candyfoss Tattoo, så et billede på Instagram, der viste den nye hyldest til Mopper.
Linse Kessler har fået tatoveret Mopper-citatet:
- Vil du ha’ en banan?’.
En sætning, som Mopper ofte sagde og som derfor minder Linse Kessler og resten af familien om deres elskede mor, mormor og oldemor.
Også Geggo har hyldet sin mormor på årsdagen. Tirsdag delte Geggo et billede på sin Instagram-profil, der viste hende i en kærlig stund sammen med Mopper.
- I dag er det præcis et år siden at sygdommen vandt, og du gav op. Jeg savner vores grin, vores snakke, ja selv vores skænderier, og dine fjollede bande-ord. Ville give min højre arm for at høre dig sige “Stephanie, din bolchehovede” bare en gang, skrev Geggo blandt andet som kommentar til det sorthvide billede, der viser hende i en kærlig stund med sin mormor.Heldigvis nåede Mopper at opleve den glæde det var at blive oldemor til en lille prinsesse, Alba. Geggo fødte sin og Cengiz’ datter i februar 2016, hvilket altså betød, at Mopper nåede at tilbringe tid med lille Alba i over et halvt år.
Mopper døde mandag den 21. november 2016 efter at have kæmpet mod alvorlig sygdom i flere måneder. Præcis hvilken sygdom hun led af, ved kun familien.
Linse Kessler, Mikkel Kessler og resten af familien har nemlig aldrig valgt at fortælle, hvad det var for en sygdom, der svækkede Mopper – og som blandt andet betød, at hun den sidste tid fik mad og næring gennem en sonde.
Og der var en ganske særlig årsag til, at familien ikke fortalte mere åbent om Moppers sygdom.
Det var nemlig Moppers eget ønske.
Faktisk havde Mopper ønsket, at sygdomsforløbet skulle være holdt hemmeligt længere end frem til den 7. september 2016, hvor de på et pressemøde afslørede, at hun var alvorligt syg.
Mopper ønskede at holde sin sygdom hemmelig, og derfor er det kun familien, der i dag ved, hvad der kostede Mopper livet. Foto: All Over
- Mopper ønskede ikke at få det frem. Hun havde ikke lyst, og så går hun alligevel ned på Haraldsborg (lokal bodega, red.) og fortælle hele banden. ”Mor det bliver du simpelthen nødt til at vente med. Vi kan ikke blive ved med at fortælle pressen, at de ikke må sige noget, når du siger noget til alle”, forklarede Linse til SE og HØR under pressemødet i begyndelsen af september sidste år.
Familien havde selv både forventet og frygtet, at pressen ville skrive om Moppers sygdom, også selv om Linse og resten af Kessler-familien havde bedt om fred under det vanskelige sygdomsforløb.
- Jeg ved ikke helt, hvorfor I ikke har skrevet om det, men jeg er så taknemmelig for, at I ikke har gjort det. For det ville bare være så trist for Mopper at skulle læse om. For Mopper er jo ikke bange for at sige tingene ligeud, og når hun er frisk nok til det, så gør hun det, fortalte Linse under pressemødet og tilføjede:
- Så tak fordi I ikke har skrevet om det.
Mopper sov ind mandag aften kl. 18:25 den 21. november 2016 omgivet af sine allernærmeste.
- Vi var alle hos hende og hyggede om hende præcis som vi plejer; vi grinede og fjollede og fortalte hende at vi elskede hende, til hun rejste afsted, udtaler Linse, Mikkel og Geggo i en fælles besked på de sociale medier og tilføjer:
- Vi er knuste, men vi ved at det var det bedste for hende nu. Mopper satte stor pris på sine personlige venner, men skam også på alle Jer derude, som har fulgt hende på TV.