Farvel Danmark! Sigmund rykker til udlandet
Danmark er blevet for småt til reality-sangeren Sigmund Trondheim, som nu har besluttet sig for at prøve lykken i det store udland.
Det røber den tidligere "X Factor"-deltager over for SE og HØR, da vi møder ham på den røde løber til premieren på "Den Lille Havfrue".
- Jeg tager til London her til sommer og benytter nogle kontakter, jeg har, til musik, siger Sigmund, men da han bliver spurgt, om han kan uddybe, klapper den skærmglade fyr i.
- Jeg tror, jeg vil efterlade den der, og så vil jeg komme ud med et brag.
Turen til London skal helst gerne kickstarte Sigmunds musikkarriere. Han håber dog også på, at kærlighedslivet ligeledes kan få en omgang kunstigt åndedræt.

- Jeg er stadig single, men det er blandt andet også derfor, jeg tager til London. For at finde en dejlig mand, indrømmer Sigmund og fortsætter:
- Homomiljøet i Danmark er lidt indspist, må man ærligt indrømme, så det kunne være superfedt at komme til London og få noget nyt.
Men hvad skal der så til for at Sigmund finder sin drømmemand? Ja, han har i hvert fald en liste fuld af krav.
- Han skal være flot, høj, mørk, lækker, solbrun og have de flotteste øjne. Han skal have humor, og så må han også godt have styr på sit liv med ambitioner og karrieremål, forklarer sanglærken.
Se hele interviewet med Sigmund øverst i artiklen!