Farveltale klippet ud af "Forræder": Her er Anton Hjejles sidste ord

LÆS OGSÅ: Anton Hjejle lyver for venner og familie: – Jeg har været nødt til det

– Jeg er loy-gnagtig.

Sådan lyder Anton Hjejles sidste ord i dagens afsnit af "Forræder", hvor han bliver forvist ved det runde bord.

Men sagde han virkelig ikke mere end det? Jo, afslører skuespilleren til SE og HØR.

Ligesom alle andre, der er blevet sendt ud af programmet, holdt Anton Hjejle nemlig også en afsluttede tale, inden han bekendte kulør.

Den er bare blevet klippet ud.

– Det kan være, der var for meget snøfteri til, at man kunne bruge den, gætter forræderen, der inden sin skæbnes afgørelse lod tårerne få frit løb, da det gik op for ham, at han snart at skulle forlade spillet og sine nye tv-venner.

– Jeg takkede dem for spillet og for at de havde sagt ja til at være med, så jeg havde muligheden for at møde dem. Når jeg går på arbejde, er mine kolleger normalt skuespillere. Nu var det en forfatter, en tv-vært, en influencer, en sanger … Det er meget berigende at få lov til at møde og blive klogere på så mange forskellige slags mennesker, når forskellige verdener mødes.

Som en sidste salut ville den rørte skuespiller dog gerne lave lidt sjov.

– Selv om man er følelsesmæssigt påvirket, så har man stadig lyst til at have en ræv bag øret og siger noget, så de et kort øjeblik tror, man er loyal. Det blev til "loy-gnagtig", forklarer Anton Hjejle om sin allersidste replik i spillet.

– Det sidste, de ser, skal ikke være, at jeg er fuldstændig opløst i gråd. De må lige se, at der er et lille smil til sidst.

Anton Hjejle forklarer, at tårerne kom væltende af flere årsager: Han var ked af at skulle hjem, han var lettet over ikke at skulle lyve længere – og så var han overrasket over, at Birgit Aaby faldt ham i ryggen.

– Det er et chok, at Birgit smider det kort, hun gør. Men det har været så hårdt at spille forræder, så jeg er også lettet. Det har været 50/50: Det er fantastisk, skidesjovt og jeg ville aldrig være det foruden. Men det er også hårdt at lyve over for mennesker, som man langsomt begynder at holde af.

Skuespilleren kan fornemme, at der foregår noget i krogene, så inden flokken samles om det runde bord, har han allerede pakket kufferten, fortæller han.

– Man er selvfølgelig på stikkerne som forræder, men da det om aftenen viser sig, at stort set alle har mig i søgelyset, bliver jeg totalt væltet omkuld. Den havde jeg ikke set komme.

Forræderen bliver endda stemt hjem af sine egne: Makkerne Heino Hansen og Pernille Højmark.

– Der tænker jeg "for helvede, I kan da ikke falde mig i ryggen på den måde". Men de spiller jo totalt spillet, som det spilles skal: Det handler netop om at forråde, og nogle gange er man nødt til at forråde sine egne. Jeg hepper stadig på dem.