Faustix og Irina Olsen bliver kaldt hyklere efter Ukraine-støtte: Hvad bilder I jer ind?
– HOW DARE YOU!!!!!
Sådan står der mere store bogstaver på en story på Instagram fra DJ’en Morten Olsen, der går under kunstnernavnet Faustix.
– Det er ikke en selvfed hyldestpost, men en adressering til de hundredvis af folk, som skriver til os, at vi er hyklere og ikke går op i, hvad der sker med menneskerne i Ukraine, for så havde vi også delt, de andre krige, står der blandt andet.
– Vi bliver selvfølgelig kede af, at fokus skal fjernes fra, at vi rent faktisk bare prøver at hjælpe Irinas og hendes families folk, fortæller han til SE og HØR.
Familie i Ukraine
Morten Olsen og hans kone, bloggeren og realitystjernen Irina Olsen, har et stort hjerte for Ukraine, da Irina og hendes familie kommer fra landet.
Derfor har de også gjort meget for at hjælpe ukrainerne, ved blandt andet at starte en indsamling og tale om emnet både på tv og på deres sociale medier.
Ægteparret vil ikke høre på, at de er hykleriske for at støtte Ukraine. Foto: Hanne Juul
Men det er nu faldet folk for brystet, der mener, at de er hyklere, da de ikke har skrevet og postet nær så meget om de andre krige, som blandt andet borgerkrigen i Syrien.
Uretfærdig kritik
Men nu råber Morten op på sin Instagram.
– Min familie var der og samlede ind for de syriske børn og flygtninge, skriver han blandt andet.
Han nævner også, at de donerer meget af deres indtægt til folk, der er udsatte og har brug for hjælp. Så ham og familien mener bestemt ikke, at kritikken i indbakken er retfærdig.
– Da bomberne regnede ned over Palæstina (og stadig gør desværre) stod vi side om side med det palæstinensiske folk og delte al indhold og adresserede alvoren i at hjælpe og med at samle ind, skriver han også.
Kan ikke redde hele verden
Men der er også en grund til, at der i disse dage er meget om Ukraine på hans sociale medier.
– Faktum er, at min familie er ukrainere og krigen i Ukraine fylder afsindigt meget.
– Vi kan ikke redde hele verden med vor platforme. Havde været rart, hvis vi kunne! Lige nu er Ukraine vores fokus, og det beder jeg folk om at respektere, afslutter han sin story med.