For første gang nogensinde: Elvira Pitzner taler ud om Herlufsholm-forsvinden
Panikken var totalt i slutningen af august 2014 i Pitzner-familien. Elvira Pitzner var forsvundet fra Herlufsholm Kostskole, hvor hun som kostelev boede og gik i skole.
Mor Katerina og resten af familien kunne ikke få fat på den dengang 17-årige diamantdatter, og de ansatte på Herlufsholm anede heller ikke, hvor hun var henne.
Det var første gang, Elvira landede på forsiden af alle danske medier. Noget som hun sidenhen har prøvet et par gange eller fem.
Men den nu 25-årige influencer og forretningskvinde har aldrig fortalt sin oplevelse af historien, hvor hun mere eller mindre ufrivilligt var omdrejningspunkt. Det gør hun nu i DR-podcasten "Ærligt?!".
Fortællingen giver hun til DR-stjerneskuddene Maria Helander og Victor Kruse, som er værterne på den i øvrigt fremragende podcast.
I fællesskab får de to værtstalenter Elvira til at tale åbent om sin forsvinden fra Herlufsholm, som bestemt ikke er et stolt øjeblik i diamantdatterens liv.
- Jeg blev presset til at gå der, og jeg var måske heller ikke selv klar nok i spyttet til at sige, at det her ikke var mig, og at det havde jeg ikke lyst til, fortæller Elvira om årsagen til, at hun valgte at smutte fra kostskolen, hvor hun jo sov, spiste og gik i skole.
- En af mine svagheder er at være tydelig og klar til at sige fra, især da jeg var yngre. Jeg havde ikke lyst til at gå på den kostskole helt fra starten af. Jeg ville gerne have været på et andet gymnasie, som jeg så også endte med at gå på heldigvis.
Elvira følte sig ikke hjemme på Herlufsholm, og selv om hun ikke havde sagt det direkte til sine forældre, så havde hun ikke lyst til at gå på kostskolen.
Derfor tog hun sagen i egen hånd.
- Jeg følte mig fanget, og jeg havde en veninde fra ridning, som ikke boede så langt fra Herlufsholm, som jeg tog over til, fortæller Elvira i podcasten.
Rideveninden var dog ikke den eneste, som kendte til diamantdatterens forsvindingsnummer. Det gjorde en veninde på Herlufsholm også, men hun gik der som dagselev og boede altså ikke på skolen.
Og derfor var der ingen på skolen, som vidste, hvor Elvira var henne, da det gik op for dem, at hun var forsvundet.
- Jeg sagde til hende ”jeg skrider nu, jeg tager hjem til en veninde og får mit frirum”, men jeg skulle selvfølgelig have sagt det til en kostelev, som boede på skolen. For pludselig blev jeg efterlyst, forklarer Elvira.
Og efterlyst må man sige, at hun blev. På de fleste store, danske medier var der et billede af Elvira på forsiden med teksten "rigmandsdatter forsvundet". Det var ikke helt planen.
- Det var slet ikke meningen, at det skulle blive så stort et drama. Jeg havde slet ikke lyst til at være efterlyst, men pludselig fandt jeg mig selv på forsiden.
Hun fortæller også, at hendes familie ikke kunne komme i kontakt med hende, da hendes iPhone med Elvira ord var fuldstændig smadret og altså derfor ikke virkede.
Influenceren med mere end 400.000 følgere er derudover overbevist om, at efterlysningen kun gik så meget amok, fordi det hende. Rigmandsdatteren Elvira Pitzner.
- Havde det været enhver anden elev, som var en ung, dum teenager og tog væk fra skolen, så var den person nok ikke blevet efterlyst. Men fordi det var mig, blev det blæst op, siger Elvira og uddyber:
- Nogle var selvfølgelig bekymrede, men der var ikke nogen grund til, at det skulle komme på forsiden af noget blad.
Men efterlyst blev hun altså. Og hvordan reagerer en 17-årige pige, når hun ser sit ansigt på samtlige danske medier og opdager, at hun er efterlyst?
- Jeg tænkte bare ”fuck mit liv”. Jeg ringede til min mor og forklarede, at jeg var hos min veninde. Shit, det var pinligt, forklarer Elvira til de to podcast-værter.
Heldigvis endte det hele godt. Mor Katerina er uddannet clairvoyant, og hun havde fornemmet, at hendes datter var okay. Gensynsglæden var dog stor alligevel.
- Hun henter mig og giver mig sådan et overdrevet kram, forklarer Elvira, som efter efterlysningen ikke havde den store lyst til at vende tilbage til Herlufsholm.
- Jeg synes, det var nederen og flovt, så jeg kunne ikke tage tilbage. Jeg tror heller ikke, at de ville have mig tilbage.
Og Elvira kom aldrig tilbage til kostskolen.
Årsagen til det var dog meget alvorlig, men den dag i dag er Elvira glad for, at hun i stedet tog et sabbatår og året efter startede på Øregård Gymnasium.
- Det stressede mig så meget, at jeg blev syg et halvt år efter. Jeg var på hospitalet, fordi jeg havde fået rigtig slem kyssesyge, afslører Elvira.
Du kan høre hele afsnittet af "Ærligt?!" med Elvira - samt mange andre danske kendisser - lige her!