Forsvarer efter frikendelse af Teitur: Kan gøre, hvad han vil
Onsdag faldt der dom i voldtægtssagen mod Teitur Skoubo, der blandt andet er kendt fra "Paradise Hotel".
Landsretten har frifundet realitydeltageren i sagen om voldtægt, og det betyder, at han nu er en fri mand, lyder det fra Teiturs forsvarsadvokat Nicolai Berg.
- Nu er han løsladt og kan gøre, hvad han vil.
Teitur blev først dømt i byretten i maj 2022 for at have voldtaget en 25-årig kvinde. Siden ankede han sagen, og nu er han altså blevet frikendt i landsretten for samme sag.
I stedet fik han en dom på tre måneders fængsel for vold ved at have givet den forurettede to til tre knytnæveslag under samleje.
Teitur har dog allerede siddet varetægtsfængslet længere tid, og derfor kan han nu få erstatning.
- Han har siddet varetægtsfængslet længere tid, end hvad dommen er – cirka to måneder – så jeg søger noget erstatning for ham. Det er rimelig takstmæssigt, og noget der kører rimelig automatisk, siger Nicolai Berg.
- Og så er han færdig med den her sag.
Forsvarsadvokaten er da også godt tilfreds med udfaldet af sagen.
- Jeg er overordnet set glad for resultatet. Det var ikke helt det resultat, jeg gik efter, men i betragtning af, hvad det kunne være endt med, så er jeg meget tilfreds.
- Det er altid rart, at se en klient forlade landsrettet, som en fri mand. Så jeg kan ikke tillade mig at være andet end glad, lyder det fra Nicolai Berg.