Frisk første date: Derfor fortalte "Bachelorette"-Daniel om angst
LÆS OGSÅ: Her har du set ”Bachelorette”-Daniel før: Har været med i ”Ex on the Beach”
Under en te-smagning får 24-årige Daniel Vadsholt for alvor "spilled the tea" i dagens afsnit af "Bachelorette".
I et ærligt og intenst øjeblik afslører han over for Lissa, at han har døjet med angst, og han de seneste år har arbejdet på sig selv fremfor at være i et parforhold.
– Jeg havde ikke tænkt mig at snakke om det derinde. Men jeg har det også sådan, at hvis folk spørger ind, eller hvis settingen er rigtig, og man kommer ind på emnet, så synes jeg da helt klart, man bare skal være ærlig. Det har tidligere hjulpet mig med min angst at snakke om angst, forklarer Daniel til SE og HØR om, hvorfor han valgte at dele sin angst på nationalt tv.
– Jo mere man italesætter det, jo mere finder man ud af, at det er meget normalt, understreger han.
Lissas respons er netop en illustration på dette. Hun svarer nemlig Daniel, at hun selv tidligere har kæmpet med angst.
– Det er superdejligt, at hun føler sig tryg. Bare fordi jeg sidder og deler det for åben skærm, behøver hun nødvendigvis ikke at have lyst til at gøre det.
God øvelse
Daniel har tidligere været med i "Ex on the Beach", og da "Bachelorette"-produktionen tog kontakt til ham, var hans umiddelbare tanke, at han ikke skulle lave mere tv.
Dog endte udsigten til et uforglemmeligt eventyr med at lokke, og Daniel forklarer også, at date på tv virkelig gør en hårdhudet:
– Det her med at øve sig i at være ligeglad. Det med at overgive sig til ting og være ligeglad med, hvad folk tænker, når man bliver vist på tv. For det er jo meget sårbart at date på tv, forklarer han.
Du kan se "Bachelorette" på TV 2 Echo og TV 2 Play.