Geggo raser over Cengiz i podcast: – Jeg bliver helt sur over at være gift med dig
"Familien fra Bryggen"-parrets Podimo-podcast "Helt Ærligt" lever i den grad op til sit navn, når duoen uge efter uge uden filter deler ud af deres meninger, oplevelser og erfaringer.
Men i ugens afsnit virker det alligevel til, at Geggos grænse bliver overskredet.
Temaet for ugens podcast er nabostridigheder, og det munder ud i en ægteskabelig strid mellem Geggo og Cengiz.
Parrets mange lyttere sender deres egne historier – gode som dårlige – om deres naboer ind, og her splitter et scenarie parret dybt.
– Jeg havde kaniner i løbegård. Naboens drenge havde hardballpistoler, læser Geggo op.
– Det er sjovt. For drengene. Det er det. Det kan jeg huske, fra da jeg var ung, svarer Cengiz omgående.
– Hvor er du syg i hovedet. Jeg er ægte sur, kan jeg mærke, svarer Geggo forarget ved tanken om, at hendes egen mand har skudt efter kaniner.
– Det er drengestreger, forsøger Cengiz at glatte ud, men den køber Geggo ikke:
– Det er f*cking ikke drengestreger! Det skal slås hårdt ned på. Det er dyremishandling. Du vil ikke engang vide, hvordan jeg havde reageret på det, svarer hun i ramme alvor.
Geggo forsøger at perspektivere sagen ved at sammenligne det med, at nogen skød efter deres hund, men her mener Cengiz, at der er forskel på hunde og kaniner.
– Du er psykopat. Tænk, du har sådan en hjerne. Jeg bliver helt sur over at være gift med dig, raser Geggo, der pludselig skal have akut hjælp fra produktionsholdet:
– Vera, vil du være sød at finde skilsmisselink frem? Jeg har MitID på telefonen, så fikser vi lige den.
– Det er jeg ked af, forsøger Cengiz igen at glatte ud.
Af podcasten fremgår det ikke, om Geggo gør alvor af sine trusler, men det virker til, at Cengiz må hive en form for kanin op af hatten, hvis han skal få sin hustru væk fra skilsmissetankerne...