"Gift ved første blik": Morten og Søren delte "magisk øjeblik" efter kameraerne slukkede
LÆS OGSÅ: "Gift ved første blik"-deltager Morten i panik: – Jeg var grædefærdig
Inden Morten Mortensen, 36, og Søren Staun Petersens, 32, første møde i "Gift ved første blik" var begge parter nervøse for, om de mon allerede kendte hinanden.
Al tvivl og bekymring blev dog bragt til skamme, da DR-programmets første par steg ud af bilerne kort inden de skulle vies efter lige at have mødt hinanden.
Kemien på amagerdrengenes første date – som også er deres bryllup – kan mærkes helt ud gennem skærmen, og selv om produktionen på "Gift ved første blik" råder parrene til at gå i seng og sove hver for sig, kunne Morten mærke, at han ikke ville have aftenen til at slutte endnu.
Det fortæller han til SE og HØR.
Efter kameraerne slukkede, og seerne tror, de to gomme er efterladt på hver sit værelse, aftalte han og Søren nemlig at snige sig ud og mødes.
– Lige før vi går i seng, udveksler vi numre. Jeg skriver til Søren, og så ryger vi en smøg og drikker en øl og lærer hinanden at kende, siger Morten og understreger, at de dog holdt sig fra at være intime med hinanden.
– Produktionen havde opfordret os til, at der ikke skulle ske noget, og vi sov heller ikke sammen.
Alligevel kunne de nygifte par ikke dy sig, og det resulterede i en helt særlig stund – bare de to.
– Vi var bare så høje på adrenalin og romantik. Det var vores magiske øjeblik. Her kunne vi tale om private ting, fortæller Morten.
– Det var godt givet ud.