Reality3. september 2021

"Gift ved første blik": Samtykkeerklæringen var aftalt

Mette og Morten havde på forhånd aftalt, at han skulle hive en samtykkeerklæring frem for rullende kamera i aftenens afsnit af "Gift ved første blik".
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/dr-0607645.jpg
 Foto: Snowman Productions

I dagens afsnit af “Gift ved første blik” kom der for første gang i seriens historie en samtykkeerklæring på bordet, og Hr. og Fru Dnamark fik aftenkaffen galt i halsen i bedste sendetid.

- Jeg vil gerne have, at du underskriver en samtykkeerklæring, inden vi har sex, siger 46-årige Morten til sin brud.

Og selv om Mette, 43, til SE og HØR siger, at hun bestemt ikke bryder sig om at skrive under på sådan en fætter, så ser hun mærkeligt nok ud til at have forventet Mortens spørgsmål.

Og det havde hun også.

Alt er nemlig ikke, som det ser ud på skærmen – for parret havde på forhånd aftalt at tage emnet op.

- Vi kørte otte timer i bil fra Skodsborg til Frederikshavn, da vi skulle til Læsø på bryllupsrejse, og på den tid kom vi omkring mange samtaleemner, blandt andet sex. Så vi havde allerede vendt emnet flere gange, siger Mette.

Det var Morten, der foreslog at bringe en samtykkeerklæring op i en samtale mellem parret, mens der blev optaget.

Artiklen fortsætter under billedet ...

https://imgix.seoghoer.dk/dr-0606196.jpg
 Foto: Snowman Productions

Mette synes, idéen om en samtykkeerklæring er god nok, men også lidt firkantet:
- Morten synes, budskabet er fint at få frem og vil gerne fremstå som en gentleman og have klare linjer. Han får den igennem på mine præmisser, fordi det er vigtigt for ham at have sin ryg fri, så vi gør det som et sjovt indslag.

- Jeg var lidt splittet i begyndelsen. Jeg vil gerne snakke om sex, men det er lidt grænseoverskridende, når der er kamera på. Så jeg havde sagt, at han godt kunne spørge om nogle af tingene, mens der var andre, jeg ikke havde lyst til at svare på. Jeg har også nogle børn, jeg skal tage hensyn til.

Børnene skal lære grænser

Netop børnene var en afgørende faktor for, at Morten tog styringen over samtalen, fortæller han:

- Jeg synes, det er vigtigt at diskutere, hvornår det er rigtigt for to mennesker at gå i seng med hinanden. Det var mit budskab. Selve dokumentet var en gakket indgang til at tale om grænser, fortæller Morten, der er taknemmelig for, at Mette var med på idéen om, at han foreslog en samtykkeerklæring for rullende kamera.

Men hvorfor skal du bruge dit og Mettes forhold i ”Gift ved første blik” som en platform for at tale om samtykke?

- Sandsynligheden for, at jeg kommer på fjernsyn igen er nok ikke så stor, griner Morten og understreger, at han gerne vil sætte fokus på emnet for at lære sine børn om grænser.

- Det var for sjov i situationen, men det er et vigtigt emne. Selve samtykkeerklæringen er gak og løjer. Der når man jo normalt aldrig til. Men det er vigtigt at tale om, hvornår og hvordan man tager den snak.

https://imgix.seoghoer.dk/dr-0606201.jpg
 Foto: Snowman Productions

Morten ved, hvad der virker på tv og er ifølge Mette god til at holde masken. Foto: Snowman Productions

Plejer du at få underskrevet en samtykkeerklæring, når du dater?

- Nej, det er første og nok også sidste gang, jeg hiver sådan en frem. Ellers ender det bare med, at jeg bliver ”samtykke-Morten”, siger han og slutter:

- Et nej har altid været et nej. Hvis ikke man forstår det, så skal man bures inde. Så er det jo et overgreb.

Sponsoreret indhold