Reality1. oktober 2024

Henrik Larsen føler sig som pausefisk: Har spildt min tid i ”Landmand søger kærlighed”

Henrik Larsen er blot en af de deltagere, der er skuffet over, hvor mange optagelser til ”Landmand søger kærlighed”, der ikke er kommet med i det endelige program
Henrik Larsen og hans to meddeltagere spejder langt efter mange skrottede optagelser i "Landmand søger kærlighed".
Henrik Larsen og hans to meddeltagere spejder langt efter mange skrottede optagelser i "Landmand søger kærlighed".
 Foto: Anders Brohus/TV2

LÆS OGSÅ: Bianca fra ”Landmand søger kærlighed” har borderline: Lidt af en mundfuld

Halvdelen af en date. En brevlæsning. En kagebagning. En gavegivning. Det meste af en havelågesamling. Putning. En fuld præsentationsvideo.

Der er mange ting, Henrik Larsen har brugt tid på at få filmet til ”Landmand søger kærlighed”, som han nu er skuffet over ikke er kommet med i den version af datingshowet, som man ser på tv.

Til SE og HØR siger både Helle Birkehøj og Henrik Winther, men især Henrik Larsen, at de er overraskede over, hvor mange scener der mangler, når de genser oplevelsen i flimmerkassen.

Hændelser, der giver et fuldere billede af deres personlighed og det, de søger.

- Jeg er skuffet og irriteret over den måde, det er fremstillet på. Vi lagde tid og energi og kræfter i det. Nu sidder jeg med en følelse af, at vi er pausefisk, fordi der er mere kød på de andre, siger Henrik Larsen.

Noget af det, han er mest fortørnet over, er, at han havde taget fri en hel dag for at lave to timers optagelser til en præsentationsvideo, som aldrig er blevet vist i programmet.

- Jeg bliver harm over, at jeg har spildt min tid. Jeg kunne have taget fri en anden dag til noget mere sjovt, som gav mere mening. Det synes jeg ikke er i orden.

Henrik har dog en teori, der måske forklarer, hvorfor så mange optagelser er blevet sløjfet i klipperummet.

- Da de klipper det her program, ved de godt, at Helle ikke vælger nogen af os, og det kan man eddermame godt se på den tid, der er blevet afsat til os. Bare fordi hun ikke vælger os, så skal vi sorteres som andenrangsaffald.

SE og HØR har rakt ud til TV2 for en kommentar, men har i skrivende stund ikke hørt tilbage.

Sponsoreret indhold