Her er datoen: "Diamantfamilien" vender tilbage
Der er ikke mange uger til, at fans af Pitzner-familien kan ånde lettet op. En ny sæson af ”Diamantfamilien” er nemlig lige på trapperne.
Traditionen tro kan trofaste fans se frem til drama, når diamantoverhovedet Katerina Pitzner og døtrene Thalia, Elvira og Ophelia, hver især forsøger at finde vej igennem og mening med livet.
Diamantbørnene har for længst forladt reden – og det er da heller ikke længe siden, at Katerina kunne afsløre, at hun ville forlade fædrelandet og flytte til Italien.
Om seerne får indblik i planerne om flytningen til Støvlelandet, melder historien ikke noget om.
Derimod kan vi se stensikkert se frem til at følge Elvira og Ophelia på roadtrip til netop Italien, Thalias bøvl med ekskæresten samt Katerina Pitzners syn.
Og sikkert er det da også, at det populære realityprogram med sin 7. sæson har sæsonpremiere på TV 2 Play den 28. juni samt på TV 2 Echo den 5. juli.