Reality24. juni 2021

Hun afviser en "bachelor" - og bliver smidt ud

- Min tålmodighed var sluppet op, siger Helle Ribjerg, der er den første "Bachelor"-deltager til at afvise en rose - og det koster hende pladsen i villaen.
For at kunne vise dig denne video, beder vi dig acceptere marketing og statistik cookies.

Normalt er det de nu to ungkarle i "Bachelor", der bestemmer, hvilke kvinder, der får lov at blive i programmet, og hvem der skal forlade kærlighedseksperimentet. Men ikke i dag.

Casper Berthelsen ville nemlig gerne have, at 29-årige Helle Ribjerg fortsatte i tv-showet, men da han tilbyder hende sin rose i dagens roseceremoni, bliver han afvist.

- Jeg siger nej på baggrund af den snak, jeg har med Casper til vores mingling inden roseceremonien. Det er først der, jeg beslutter mig, selv om det er noget, der har bygget sig op over længere tid, fortæller Helle Ribjerg til SE og HØR.

- Jeg blev mere og mere i tvivl om, hvor jeg havde Casper, men i højere grad om, hvor jeg selv står i forhold til ham.

Artiklen fortsætter under billedet.

https://imgix.seoghoer.dk/media/article/foto_-_lotta_lemche_tv_2_1_3.jpg
 Foto: Lotta Lemche

Der går et chok gennem pigerne på ceremonitrappen, da Helle som den første kvinde vælger af afvise rosen fra Casper. Foto: Lotta Lemche

Der har været meget snak om "kemi" i "Bachelor", og den svandt hen for Helle.

- Min tålmodighed var sluppet op. Jeg begyndte at miste interessen for Casper, og jeg gad ikke længere vente på at se, om der kunne opstå noget kemi - for nu at bruge et populært udtryk, siger vestsjællænderen og fortsætter:

- Den Casper, jeg så, det er ikke den mand, som jeg leder efter. Det er den konklusion, jeg kom frem til på aftenen. Jeg havde næsten fra starten af programmet en eller anden følelse af, at der var noget mere og andet bag det her meget pæne og høflige ydre, men det så jeg i hvert fald ikke.

Efter at have bedt Casper Berthelsen om en mere tydelig interesse, bliver Helle mødt med et vævende svar, der forvirrer hende. Han siger nemlig både, at han ikke tror, de har tid til at falde for hinanden, og at hun ikke bliver sendt hjem.

- Hvis jeg skulle være blevet, så skulle Casper have vist noget mere interesse for mig og inviteret mig ud på en alenedate. Det havde jeg gået og ventet på i lang tid. Der er nogle ting, der er nemmere at snakke med ham om på tomandshånd end til en gruppedate eller mingling, hvor du kun har fem minutter - der er det svært at komme omkring de dybe emner.

- Jeg følte, jeg var i en venteposition, og det var jeg træt af. At vente på noget, jeg ikke vidste, om overhovedet ville komme. Casper kunne ikke engang give mig et klart svar, det blev sådan lidt vævende. Jeg kunne ikke finde ud af, hvor jeg havde ham overhovedet, forklarer Helle.

Hun fortsætter:

- Der blev jeg enig med mig selv om, at Casper ikke er den, jeg leder efter.

Artiklen fortsætter under billedet.

https://imgix.seoghoer.dk/foto_-_lotta_lemche_tv_2_4.jpg
 Foto: Lotta Lemche

Helle ville satse på Jaffer i stedet for Casper. Men hun blev afvist. Foto: Lotta Lemche

Ville hellere have Jaffer

Helle Ribjerg må forlade "Bachelor" efter dagens roseceremoni, og det havde hun ikke regnet med. Udover Casper Berthelsen er der jo også den nye bachelor, Jaffer Janjooa, som Helle ville have sagt ja til - hvis han altså havde tilbudt hende en rose.

- Han kom ind som et frisk pust med masser af energi og humor. Han kunne tage pis på sig selv og andre. Det, jeg savnede hos Casper, det kom Jaffer ind med, forklarer Helle til SE og HØR.

- Jeg ville godt have set noget mere initiativ, handling og vildskab. Jeg synes, at Casper generelt har været lidt for stiv og høflig overfor mig.

Men efter Helle afviser Casper Berthelsen, bliver hun selv afvist af Jaffer Janjooa.

- Det var ærgerligt, og det kom egentlig også bag på mig. Jeg synes, vi havde haft en god snak til den mingling. Men Jaffer har ikke kunnet se, at det kunne udvikle sig følelsesmæssigt, og det er jo ikke noget, som jeg kunne have forudset, siger Helle.

Hun fortæller desuden, at hun har datet siden programmet, men at hun stadig er single - og hun fortryder på ingen måde, at hun var med i "Bachelor", eller at hun afviste Caspers rose.

- Jeg er meget glad for min beslutning, og at jeg stod ved mig selv og holdt fast i, at jeg var dernede med det formål at finde kærligheden, og da jeg ikke kunne det, så blev jeg ikke bare for at blive, slutter Helle.

Se klippet, hvor Helle takker nej til Caspers rose, i videoen øverst i denne artikel.

Sponsoreret indhold