Hvem har overlevet længst i "Alene i vildmarken"? Se rekorden og hele listen over vindere

LÆS OGSÅ: Skrev bekymrende brev i "Alene i vildmarken" og blev sendt hjem
60 dage. Så længe har rekordindehaveren i "Alene i vildmarken" overlevet i sit eget selskab et øde og koldt sted. Oftest er det i Nordnorge, DR-programmet bliver optaget, men i år var det helt oppe øverst i Finland, kun 300 kilometer fra Polarcirklen.
Men hvem har så klaret sig flest dage i vildmarken? Og hvem fik det korteste ophold?
Se hele listen over vindere – og en enkelt taber – her:
Så længe overlevede vinderne af "Alene i vildmarken":
Sæson 1: Jon Lindberg fra Saltum, 45 dage i norske Altevatnet
Modsat de andre deltagere udmærkede Jon sig i at fange fisk. Han nåede 350 styk på de 45 dage, inden han vandt, fordi samtlige andre deltagere havde trukket sig.

Sæson 2: Lars Nyhuus Henriksen fra Vrads, 27 dage i Altevatnet
Lars stod tilbage som den sidste, selv om han både oplevede en lejr, der blæste omkuld og stort uheld med fiskeriet.

Sæson 3: Flemming "Falkemanden" Sanggaard fra Them, 60 dage i norske Salvatnet (rekord!)
Under optagelserne snød Flemming produktionen ved at bælle vand og fylde lommerne med sten, lige inden lægen kom for at veje ham. Han tabte 20 kilo, mens han var af sted.

Sæson 4: Kim "Fjeldgængeren" Krohn fra Kolding, 60 dage i Salvatnet (rekord!)
Kim er opvokset i Grønland og lever af at undervise andre i naturen – også mentaltræning. Han har en kandidatgrad i biologi og er neuropsykologisk coach.

Sæson 5: Emil Fammé Hansen og Nicklas Flenø Mikaelsen fra Fredericia, 32 dage i Altevatnet
I femte sæson af programmet medvirkede deltagerne enten solo eller to og to, så det var altså ikke alle, der var alene i vildmarken. Venneparret Emil og Nicklas tog henholdsvis 14 og 17 kilo på inden afgang for at have mere at stå imod med og endte med at vinde hele baduljen.

Sæson 6: Ulla Thomsen fra Hvidovre, 30 dage i Altevatnet (første og eneste kvindelige vinder)
Ulla er den første kvinde til nogensinde at vinde tv-formatet – også i udlandet. Hun har udtalt, at hun ikke kan se, hvorfor mænd skulle kunne klare det barske friluftsliv bedre end kvinder.

Det er også i sæson seks, vi finder den deltager, der har overlevet færrest dage i vildmarken. En enkelt overnatning kunne det blive til for Carl C. Jørgensen, før han måtte udgå på grund af en skade. Året før var han også med sammen med sønnen Mark, hvor parret måtte tage hjem, fordi Mark havde brug for lægehjælp.
Sæson 7: Christian Hjort fra Egtved, 42 dage i Salvatnet
Christian deltog også i første sæson, hvor han tog af sted efter 44 dage og fik en andenplads. Alle deltagere i syvende sæson af "Alene i vildmarken" var gengangere fra tidligere sæsoner.

Ottende sæson vises i aften på DR. Det er den første, hvor deltagerne må jage. Her er Ulrik Ørskov og Claus Ballisager i finalen.