Jackie Navarro drømmer om en genforening: - Jeg savner "Forsidefruer" helt vildt
Dagligt er der nogen, der spørger Jackie Navarro, hvornår den næste sæson af ”Forsidefruer” kommer.
Men hun kan ikke svare på det, for som det ser ud lige nu, kommer der ikke mere. Og det er bestemt ikke, fordi lysten ikke er der.
Det slår hun fast, da SE og HØR møder hende til pressemøde hos den gratis streamingtjeneste Pluto tv.
- Jeg savner det helt vildt. Jeg tror, vi alle sammen gerne ville. Det var jo sjovt, og vi hyggede os med det, selv om der var mange ubehagelige ting forbundet med det. Sindssygt mange konflikter, men vi havde også mange gode oplevelser, fortæller den forhenværende forsidefrue.
Det populære program blev pludseligt lagt i graven. Ifølge Jackie var kulørte kvintet ved at forhandle en kontrakt på plads og havde planer om at begynde optagelserne inden for et par uger, da Viaplay pludselig trak i bremsen.
- Vi fik ingen forklaring. Vi aner ikke hvorfor, og det var faktisk lidt trist, fortæller Jackie, som havde sat de obligatoriske syv måneder af til at filme.
Skulle genoplivningen af ”Forsidefruer” glippe, drømmer Jackie også om at gå solo.
- Jeg kunne godt tænke mig at lave mit eget program. Jeg kunne godt tænke mig at lave YouTube omkring mit liv – det synes jeg kunne være sjovt, men det kræver virkelig meget at komme i gang, siger Jackie, som dog allerede har en kameramand på hånden.
- Men det er det der med at tage sig sammen, og når man har fire børn, så kræver det jo, at man planlægger det, og det tager bare lang tid. Man vil gerne mange ting, men der er kun 24 timer i døgnet.
Lige nu kan man se hende som sexet rekrut i ”Stjerner i trøjen”, og så kan vi se frem til et ”rigtig, rigtig, rigtig sjovt program”, som hun endnu ikke kan udtale sig om.
Og rengøringsselskabet, som hun stiftede med sin kæreste Rasmus, lever i bedste velgående. Jackie er dog hoppet ud af selskabet og har ladet kæresten overtage styrepinden selv, mens hun selv arbejder på et nyt og ret omfattende forretningseventyr.
- Jeg har nogle andre planer med noget tøj, jeg gerne vil lave. Så det har jeg brugt et halvt år på at udvikle, for det er så svært med producenterne, der skal de her ting, som jeg gerne vil, og aftaler og hvor grådige de så bliver, når man gerne vil bestille items hjem, fortæller hun.
Derfor er næste skridt i planen at tage til udlandet og mødes med producenterne og en gang for alle få en aftale på plads, så hendes kommende tøjbrand kan komme på hylderne.
- Det er mine egne designs selvfølgelig, men det er jo svært at lave noget nyt. Noget helt nyt. Alt eksisterer jo i dag, men det er mit eget brand og mit eget tøj. Men det kan jo tage lang tid, forklarer Jackie, som endnu ikke vil afsløre navnet på sit tøjbrand.