Jagter gerningsmand: Anne Plejdrup og Nikolaj Hvidman påkørt
LÆS OGSÅ! ANNE PLEJDRUP SER TILBAGE: - JEG BLEV SYG I HOVEDET
Hvad der skulle have været en hyggelig aften med dyner i sofaen, "X Factor" på skærmen og fredagsslik i skålene, blev pludseligt mere dramatisk for Anne Plejdup og Nikolaj Hvidman.
Det fortæller han på sin Instagram-profil.
- Annes og min bil er netop blevet påkørt ved Netto i Aalborg af en angiveligt ældre herre, siger Nikolaj i en Instagram-story og uddyber:
- Jeg har hans nummerplade og alt sådan noget, men det må jeg selvfølgelig ikke oplyse her.
Selv om reality-parret har de oplysninger på gerningsmanden, som de skal bruge, beder de stadig offentligheden om hjælp.
- Jeg søger de to vidner, der var ovre og hjælpe mig, og som tog nummerpladen, siger Nikolaj og tilføjer, at vidnerne var to yngre mænd, som snakkede engelsk og var meget søde.
Der er en helt særlig grund til, at "Paradise"-fyren vil i kontakt med de to mænd.
- Nu har jeg selvfølgelig talt med politiet og fået det anmeldt og det hele, men det ville være rigtig godt, hvis jeg kunne få hjælp fra vidnerne, forklarer Nikolaj og uddyber:
- Hvis manden, der har påkørt bilen, siger, at han ikke har gjort det, ville det være rigtig godt med jeres hjælp.
I Instagram-videoen siger Nikolaj ikke noget om, hvorvidt han og Anne var i bilen, da påkørslen skete, men alt virker til, at de begge er okay.