Jakob Kjeldbjerg om "Robinson"-svindel: - Jeg skammer mig
Hvis der er noget, der kan få strikse Jakob Kjeldbjerg til at komme helt op i det røde felt, så er det, når deltagerne i "Robinson ekspeditionen" forsøger at snyde.
Det har vi været vidne til flere gange - for eksempel opstod der kæmpedrama i 2017, hvor Mathias og Backer snød hele to gange ved at tage "på tur" og tigge sig til mad hos øens faste beboere.
Dengang sagde vært Jakob Kjeldbjerg både, at han fik kvalme, og at det var decideret respektløst at snyde.
Og selv om årets deltagere formentlig har set ekspeditionslederen folde sig ud og give vaskeægte voksenskældud, når der er svindel i luften, så er der også tale om svindel i dette års "Robinson ekspeditionen".
I en teaser for næste uges afsnit ser vi Jakob Kjeldbjerg give en røffel for snyderiet.
Artiklen fortsætter under billedet ...
Foto: TV 3
- Det er blevet svindlertid igen, siger værten i klippet til det kommende program.
- Der er helt ufatteligt få regler. Hold jer inden for rammen: Overlev på egen hånd. Lad være at svindle. Jeg skammer mig over at være jeres ekspeditionsleder, siger han vredt.
Det kunne altså godt tyde på, at der endnu engang er en eller flere deltagere, der har snydt ved at få mad eller andre fornødenheder uden selv at have fanget eller vundet det.
Hvem der har snydt, og hvad der helt præcist er sket, kan du se på mandag klokken 20 på TV 3 - eller nu på Viaplay.