Jeanette fra "Gift ved første blik" river op i Michaels sår fra eksen: – Det er en lortebesked
Jeanette mærker muren i aftenens afsnit af ”Gift ved første blik”, hvor hun halvanden uge inde i ægteskabet må sande, at hun mangler fysisk tiltrækning. Det fortæller hun ærligt til parterapi, hvilket gør Michael meget berørt.
– Det er en lortebesked at få. Det er ikke særlig fedt, siger Michael Ewald Hansen, 40, til SE og HØR.
LÆS OGSÅ: Skamklippet i "Gift ved første blik": Nu reagerer Martin og Michael
Situationen tager ham nemlig tilbage til et tidligere forhold, der for et par år siden gik op i flammer.
– Jeg har oplevet en ekskæreste, som begyndte at trække sig, og som ikke kommunikerede, at nogle ting trykkede. Det er ubehageligt, når sådan noget sker, og derfor reagerer jeg til parterapien, fordi Jeannette siger noget, som minder mig om et mønster fra dengang.
Den store forskel er, at hans nye partner er ærlig og sætter ord på i stedet for at gå og putte med det.
– Det er jo godt at få at vide, så man kan forholde sig til det. Hvis den, der trækker sig, bare klapper i, så kan det blive en ond spiral. Derfor er det vigtigt, at man får talt om de her ting, så det ikke bliver svært at navigere i.
Med Michaels ekskæreste var det først, da problemerne havde hobet sig op, at der kom hul på bylden.
– Da det udvikler sig, og jeg tager fat om det, kommer der nogle ting ud, der overrumpler, fordi det ikke er særlig pænt sagt. Det er min diplomatiske måde at sige det på. Hun sagde nogle ting, der i virkeligheden gjorde ret ondt.
Det er blandt andet bemærkningen om, at Michael ”bruger ti procent for meget tunge”, når han kysser, der kommer ud på en grim måde, fordi problemerne i forholdet ikke er blevet taget i opløbet, forklarer han.
– Det er en tarvelig bemærkning, som jeg ikke kan bruge til noget. En verbal lussing, som kun er til for at såre.
– Så jeg ser nogle mønstre, fordi Jeanette virker fysisk tilbageholdende, og det bliver forstærket, fordi det var en ekstra ubehagelig oplevelse dengang.
Du kan se, hvordan det går Michael og Jeanette i "Gift ved første blik" hver torsdag på DR og DRTV.