Reality7. september 2020

Jenna Bagge taler ud om Umuts "Vild med dans"-exit:

"Vild med dans"-stjernen Jenna Bagge måtte vinke farvel til dansekonkurrencen, da partneren Umut Sakarya sidste år valgte at sige stop
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/jenna-bagge.jpg
 Foto: Nordic Entertainment Group

Når "Til middag hos" i aften vender tilbage, bliver det i første omgang hjemme hos den professionelle danser Jenna Bagge, der flere gange har medvirket i "Vild med dans".

Og netop "Vild med dans" er blandt samtaleemnerne, når Jenna Bagge inviterer skuespiller Peter Mygind, direktøren for Nationalmuseet Rane Willerslev og svømmer Jeanette Ottesen til treretters middag.

Her fortæller hun nemlig om det overraskende farvel til den populære dansekonkurrence.

Efter mange hårde kommentarer på de sociale medier blev det for meget for restaurantejer og kok Umut Sakarya, der valgte at træde ud af "Vild med dans"-konkurrencen.

Ifølge Jenna blev de mange lede seerkommentarer for meget for den flæskestegsglade kok, der altså endte med at kaste håndklædet i ringen.

- Der var mange, der skrev alt muligt med, at vi lignede nogle idioter eller nogle klovne, og vi skulle bare ud.

- Jeg synes, det blev lidt dumt, at folk gik så meget op i det. Umut har aldrig lovet nogen, at han kan danse. Han er kok, så selvfølgelig kan han ikke danse. Det kan da ikke overraske nogen, lyder det fra Jenna Bagge.

Jenna fortæller, at hun ikke helt forstod, hvad det var, der var den præcise årsag til, at Umut valgte at stoppe i "Vild med dans", men hun understreger, at hun er sikker på, at han havde gode grunde til at tage det valg, han gjorde.

- Der var mange, der ringede og ville have os ind og snakke om det. Der havde jeg det sådan: "Jeg har ikke helt forstået, hvad der er sket, så det må Umut bare selv forklare", siger Jenna.

- Jeg ville have gjort det på en anden måde, men jeg ved, at Umut overhovedet ikke gjordet for at være træls eller ond eller gøre mig ked af det, så jeg tænker, at han gjorde det på den måde, som han synes var bedst.

Første afsnit af den nye sæson af "Til middag hos" kan ses i aften klokken 19:00 på TV3.

Se klippet, hvor Jenna Bagge fortæller om "Vild med dans"-episoden:

Videoen til denne artikel er efterfølgende fjernet af Viafree

Sponsoreret indhold