Katerina Pitzner kapitulerer: På sammenbruddets rand
På få dage i december smed Katerina Pitzner alt, hvad hun havde i hænderne.
I al hast fløj hun til emiratstaten Dubai for at komme sin datter Elvira til undsætning.
Diamantdatteren er anklaget for utroskab af ekskæresten Milad Saadati – og det har indtil videre kostet tre dages varetægtsfængsling, ydmygelser og et udrejseforbud fra ørkenstaten.
Hele tiden har Katerina kæmpet for sin datter – og det gør hun stadig.
Men den over en måned lange kamp har sat sine spor på den standhaftige løvemor.
– Jeg er deprimeret. I kulkælderen. Træt, siger Katerina om hele situationen.
Alt er ligegyldigt
Efter halvanden uge i Dubai forlod mama Pitzner sin datter.
Hun har tidligere forklaret til SE og HØR, at hun ikke følte, der var mere, hun kunne gøre for Elvira.
At se sin datter og høre på det, hun har været udsat for, er nu blevet for meget for diamantdronningen.
– Hendes fortællinger og hele det absurde forløb, der stadig, i skrivende stund, udspiller sig, ligger i kroppen og giver mig kvalme, fortæller Katerina.
Fra Dubai rejste den succesfulde iværksætter hjem til Italien, hvor hun nu bor.
Blot få dage efter gik turen så til Danmark – og her mærker Pitzner-chefen, hvad hele Elviras sag har sat af spor.
– Jeg ligger på en sofa. Gider ikke noget. Orker ikke noget. Alt føles lige meget lige nu, forklarer Katerina.
Normalt har hun og resten af familien fuld fart på i både sociale sammenhænge og med deres respektive forretninger.
Men sådan er det ikke nu, mens sagen står på.
– Alt er aflyst. Jeg burde gøre en masse, men jeg orker det ikke. Jeg har intet mere at give, indrømmer den 53-årige tv-kendis.
Det står rimelig klart, hvad Katerina mener om styret i Dubai og ikke mindst sin iranske svigersøn Milad Saadati – og Pitzner-dronningens foragt er kommet stærkt til udtryk flere gange.
Afpresset for penge
Hun er dog især i chok over måden, sagen bliver kørt på.
– Hvis Elvira betaler penge, sættes hun fri. Den form for afpresning er ulovlig – også i det land, skriver Katerina på Instagram.
Til SE og HØR har Katerina bekræftet, at det er Milad, som står bag afpresningen.
Og selv om Elvira aldrig var røget i fængsel eller lignende, hvis sagen havde udspillet sig i Danmark, vil hun ikke farves af den ulidelige utryghed, hun og hele familien nu sidder i.
– Jeg nægter, at dette skal frembringe had i mig. Eller manglende respekt for andre kulturer, siger Katerina og uddyber:
– Og jeg ønsker oprigtigt ikke at skabe dybere kløfter, end der er i forvejen – men der findes et mørke i visse mennesker og kulturer.
SE og HØR har forsøgt at få en kommentar på afpresningsanklagerne fra Milad Saadati.
Han er ikke vendt tilbage på vores henvendelser inden deadline.