Kendall Jenner brændte designer af - nu bliver hun sagsøgt
Kendall Jenner har skrevet under på at stå model til to fotoshoots med mærket Liu Jo - men hun mødte efter sigende kun op til det ene.
Det vil Liu Jo til gengæld ikke stå model til, så nu bliver "Keeping up with the Kardashians"-stjernen sagsøgt for 1,8 millioner dollars - hvad der svarer til godt 11 millioner danske kroner.
Det skriver Page Six.
Liu Jo er et italiensk mærke, som er en del emre ukendt end nogle af de tidligere arbejdsgivere, Kendall Jenner har haft - for eksempel Pepsi eller Victoria's Secret - men hos Kardashian-familien er en chech en check, så modellen siger nogle gange ja til at arbejde for mindre mærker.
I 2019 skød hun disse billeder for Liu Jo:
Men det var altså sidste gang, Kendall Jenner velsignede Liu Jo (der altså har over en million følgere på Instagram, så så ukendt er mærket heller ikke) med sin tilstedeværelse.
Ifølge søgsmålet dukkede hun nemlig kun op til et af de to fotoshoots, hun havde skrevet under på at skulle udføre. Det første var i juli 2019, og det andet skulle have fundet sted i London i marts 2020 - lige der, hvor pandemien for alvor tog fat.
Begge parter var dog også enige om at udskyde shootet til efteråret sidste år, men Kendall Jenner havde allerede modtaget en løn på 8,5 millioner kroner.
Ifølge Liu Jo ignorerede modellen derefter mærkets henvendelser, når Liu Jo forsøgte at planlægge en ny dato for photoshootet.
- Virksomheden foreslog da adskillige alternative datoer og lokationer, men Jenner mislykkedes gentagne gange med at give Liu Jo et definitivt svar til Liu Jos forslag. Hun foreslog heller ikke nogle fornuftige alternativer og afslog til sidst alle Liu Jos tilbud om at indgå kompromis, skriver Page Six, der har læst dokumenterne fra søgsmålet.
Der står også, at der blev planlagt en dato i september 2020, men at Kendall Jenner nægtede at stige på et fly for at deltage, fordi hun frygtede for sin sikkerhed.
Dog fløj hun ud for at arbejde for et andet mærke.
Og hun fløj også til Tahiti for at deltage i Kim Kardashians omdiskuterede fødselsdag - og holdt få uger efter selv en stor fest, hvor det heller ikke så ud til, at der blev holdt afstand eller tænkt over smittespredning.
Så det er måske ikke så mærkeligt, at Liu Jo ikke tror på, at covid-19 var grunden til, at Kendall Jenner ikke kom på arbejde?
Det er i øvrigt ikke første gang, at modellen er blevet bedt om at tilbagebetale noget af sin løn.
Den skandaleomblæste Fyre Festival gav i 2017 Jenner 1,7 millioner kroner, og hun måtte aflevere knap 570.000 af dem igen.