Lærke Bodilsen i psykisk voldeligt forhold: Tabte håret og sultede sig selv
Lærke Bodilsen blev af sin tidligere kæreste sat til at stå i otte timer i frostgrader uden telefon eller penge. Det er bare en af mange ting, som DR-stjernen er blevet udsat for.
- For tre måneder siden kom jeg ud af et psykisk voldeligt forhold, og hvis du først er fanget i en psykopats verden, så er det svært at slippe ud af den igen, siger Lærke i et ærligt interview med SE og HØR.
Forholdet med den psykisk voldelige ekskæreste varede flere måneder, og det har givet hende ar på sjælen for altid.
I dag er hun - trods et enkelt tilbagefald for et par uge siden - kommet ud af forholdet til fyren, som både kunne tage hende gennem himlen og helvede på samme dag.
- Han er ligesom delt op i to sider. Når han er god, er han megagod, og når han er ond, kan man se det i hans øjne, fordi de skifter. Pludselig er der ikke noget glæde i hans øjne, forklarer OnlyFans-stjernen.
Startede i det små
Forholdet startede som et hvert andet med forelskelse og lykke, men langsomt begyndte ekskærestens dårlige side at tage over, og det betød, at Lærke blev tyranniseret stort set hver dag. Og det fik voldsomme konsekvenser.
- De ting, han gjorde ved mig psykisk, blev værre og værre. Til sidst begyndte jeg at miste mit hår, og jeg begyndte også at sulte mig selv.
Artiklen fortsætter under billedet...
Lærke Bodilsen blev kendt i den brede befolkning, da hun fik sin egen serie på DR3, som hedder "Se på mig" (Foto: Privat)
Når man læser det, tænker man måske, hvorfor skred hun ikke bare? Men det er lettere sagt end gjort, når man er fanget i et psykisk voldeligt forhold med en, man elsker.
Til sidst fandt Lærke modet til at sige stop. Det var dog først efter, at ekskæresten havde kørt hende ud til et ukendt sted i Århus, hvor han efterlod hende uden penge eller mobil - stående i frostgrader i næsten otte timer, inden han hentede hende igen.
- Der var det dråben. Han har udelukkende kørt på mig psykisk, men den dag, da vi kom hjem, skubbede han mig ud af bilen, forklarer Lærke:
- Normalt plejer han ikke at lægge en hånd på mig eller gøre noget, det plejer alt sammen at være psykisk. Så jeg tror, det var der, at tingene gik op for mig.
Artiklen fortsætter under billedet...
Udover sin egen DR-serie er Lærke også kendt som en populær influencer. På Instagram nyder hun at dele letpåklædte billeder af sig og søge grænser, ligesom hun også er at finde på nøgenmediet OnlyFans (Foto: Privat)
Ligeglad med andre
De mange måder med psykisk terror har sat sine spor i Lærke. Især på det mentale er hun ramt, og hun har svært ved at bearbejde det, hun har været igennem.
Men også hendes forhold til andre mennesker - og især mænd - har taget skade.
- Efter ham og jeg er der ikke nogen, der siger mig noget. Jeg har ikke den samme interesse i at finde en sød fyr i byen, siger Lærke og fortsætter:
- Ligegyldigt hvor jeg kigger hen, så er alle grimme. Det er som om, at jeg er blevet besat af den her ene person, så ingen andre kan komme ind.
Lærke fortæller yderligere, at hun hver dag kæmper for at komme videre og ovenpå igen. Heldigvis kan hun se frem til en festlig dag på fredag.
Her skal hun nemlig til Reality Awards for første gang, og Lærke er endda nomineret til prisen som "Årets bedste newcomer".