"Landmand søger kærlighed": Claus og Nicoline gift – men ikke helt uden problemer
LÆS OGSÅ: 59-årige Jan kaster sig over Sanne på "Landmand"-speeddate: – Hold kæft, hun er lækker
Sådan en stor dag, hvor man skal sige ja til sin elskede skal helst køre helt gnidningsfrit. Der var dog et par udfordringer for Claus og Nicoline, da de lørdag 15. juni blev viet, godt to år efter de mødtes i "Landmand søger kærlighed".
Til Her og Nu fortæller parret, at Nicolines familie blev så forsinkede på grund af et trafikuheld – som de ikke var involveret i – at parret måtte skyde vielsen, så alle kunne nå at være med.
Og til Billed-Bladet fortæller bruden, at hun i sidste øjeblik måtte ændre sit hvide skrud – hvilket heldigvis nåede at lade sig gøre inden den store dag.
Brudekjolen havde nemlig oprindeligt slæb, og der var noget i maven der fortalte hende, at det var helt forkert. Når hun skulle gå på græs og fliser, så ville hun hellere have skørtet kortere.
– Jeg ringede tre uger inden brylluppet og sagde, at noget ikke føltes rigtigt, og så fandt de tid dagen efter. Jeg hentede den onsdag inden brylluppet, og så var der ikke mere at gøre. Jeg krydsede virkelig fingre, og så kom jeg ind og fik den på og havde det dejligste øjeblik, hvor jeg nærmest begyndte at græde, fortæller Nicoline til ugebladet.
Vinbonden Claus fandt sin Nicoline i "Landmand søger kærlighed", hvor parret delte deres første kys midt i tandbørstningen. Herefter har de ikke set sig tilbage, og i december 2022 flyttede hun ind på gården.
I efteråret gik han på knæ i Kroatien, hvor Claus havde gjort sig umage for at skjule forlovelsesringen på ferien.