"Landmand"-Svend har fundet kærligheden
Svend Kirkegaard Hansen fra det folkekære TV 2-program "Landmand søger kærlighed" har ad flere omgange forsøgt sig at finde kærligheden på skærmen.
Første gang i 2020 og igen sidste år, hvor han tonede frem på skærmen - ingen af gangene var der jackpot.
Selvom han ikke fandt kærligheden i programmet, ventede den på den anden side af skærmen. Hans deltagelse skulle nemlig vise sig at føre til den store kærlighed, det fortæller han til HER&NU.
- Anja har et sødt smil og ben i næsen efter min mening. Hun er jordnær, og det er vældig tiltalende. Hun er den helt rigtige, fortæller Svend om den 13 år yngre kæreste Anja Dahl.
Skæbnen ville, at Anja og Svend til sidst fandt hinanden. Efter Svends første deltagelse i programmet skrev Anja til ham, men på det tidspunkt havde han en kæreste og måtte derfor skuffe hende. Senere, da Svend blev single, søgte han mod Anja, men opdagede, at hun nu var optaget.
Det fik Svend til at tilmelde sig programmet igen, og da programmet blev vist, tog Anja endnu en gang kontakt til ham og det gav pot.
I dag er parret endelig sammen og har været kærester i lidt over en måned.