Reality26. maj 2021

Lenny om at være barnløs: Det er noget lort

Tv-stjernen er midt i 30'erne og drømmer om at stifte familie
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/20200915_wen_-_lenny_og_melina_19.jpg
 Foto: Kaspar Wenstrup

Når man er midt i 30'erne, er der mange af ens jævnaldrende venner og bekendte, der begynder at få børn eller allerede har stiftet familie, og det kan være svært at stå på sidelinjen uden børn, når man selv har et brændende ønske om at blive forælder.

Lenny Pihl, der blev kendt fra Paradise Hotel og har optrådt i en håndfuld programmer, kender den følelse.

Realitydeltageren drømmer nemlig om at blive far, afslører han i en spørgerunde på sin Instagram-profil.

- Jeg vil rigtig gerne have børn, der har bare ikke lige været chancen for at få det, svarer Lenny Pihl, da en følger stiller ham et af de spørgsmål, der går meget igen, når man som Lenny er barnløs og midt i 30'erne.

- Eller: Chancen har været der, men den har ikke været der været der. Det er lidt noget lort, siger den tidligere paradiso til kameraet.

Lenny Pihls "chancer" må være i form af tidligere forhold, og selv om det ikke blev til familiestiftelse, så han ud til at være meget seriøs, da han for eksempel dannede par med Melina Buur.

De to var sammen fra sensommeren 2019 til oktober 2020 og satte også forholdet på prøve i realityprogrammet "Singletown", hvor de deltagende par "slår op" og går på dates med andre, mens serien optages.

Lenny Pihl var inden da sammen med Nadja Hansen og "Love Island"-vinder Julie Melsen.

Lenny og Julie ville ikke kalde sig kærester, men fik tatoveret hinandens navne. I marts indrømmede de dog, at de ikke datede andre, og at Julie derfor ville stoppe sin deltagelse i realitydatingprogrammet "For lækker til love".

I dag er Lenny Pihl single, men har altså ikke opgivet håbet om at blive far.

- Jeg skal nok få børn en dag, understreger han i sin story på Instagram.

Siden forholdet til Melina sluttede, har tv-stjernen dog ikke datet andre. Faktisk har han slet ikke ledt efter kærligheden, fortæller han til SE og HØR.

- Der er ikke sket meget siden, jeg har bare været mig. Jeg er ikke på udkig efter en ny kæreste overhovedet. Jeg har bare taget tid til mig selv og er faldet til i min nye lejlighed, siger han og forklarer:

- Jeg er ikke så god til det der med kærestesorg. Det gør for ondt hver gang. Jeg er blevet brændt et par gange.

Lenny Pihl er dog godt klar over, at han skal finde en kæreste for at komme tættere på at opnå drømmen om at blive far. Men han har sat nogle mål for sig selv, før det kommer dertil.

- Inden jeg skal have børn, skal jeg lige have styr på mit privatliv, min forretning og min indtægt. Jeg kan ikke få børn som influencer. Det går ikke, fortæller Lenny, der er selvstændig og har en forretning i Sorø, men planlægger at åbne endnu en forretning samt en webshop.

Sponsoreret indhold