Reality15. juni 2024

Lenny Pihl måtte vente næsten to år på at blive frifundet: Det er et fucked system

Da realitydeltageren i 2022 blev sigtet for spritkørsel, havde han ikke forventet, der skulle gå næsten to år, før sagen kom for en domstol
For at kunne vise dig denne video, beder vi dig acceptere marketing og statistik cookies.
Lenny Pihl kan lægge en sag om spirituskørsel bag sig, da han i dag er blevet frikendt.
 Video: Lars H. Larusen

Det skulle bare have været en tur i byen, som så mange gange før, men et valg om at sætte sig ind på førersædet i en bil i beruset tilstand skulle vise sig at få store konsekvenser for realitystjernen Lenny Pihl.

Til trods for at han ikke havde intentioner om at køre bilen, valgte politiet at sigte ham for spritkørsel.

Det blev begyndelsen på en lang periode i Lennys liv, hvor han blev begrænset i jobmuligheder og stemplet som spritbilist helt uden at være dømt.

Der skulle nemlig gå 21 måneder, før sagen kom for en domstol.

Den 24. maj blev Lenny Pihl frikendt for spritkørsel, og kan derfor nu se fremad, men alligevel har han svært ved at se, hvorfor sagen skulle trække sådan ud.

– Det er helt latterligt. Systemet er fucked, når det kan tage så lang tid, siger han til SE og HØR.

Inden byturen var Lenny Pihl i gang med at skaffe et kørekort, da han gerne vil arbejde med udsatte unge på bosteder.

Men efter sigtelsen blev han enig med sin kørelærer om at sætte det projekt på pause, da det ikke ville give mening at få et kørekort, der potentielt kunne blive frataget inden for kort tid.

I stedet røg han ned i mentalt hul, hvor pengene blandt andet skulle tjenes via sin Instagram-profil til trods for, han på ingen måde havde lyst til at lukke offentligheden ind i sit liv.

– Det var skidt. Jeg følte virkelig folk dømte mig ud fra overskrifter om, at jeg var sigtet. Samtidig blev jeg nødt til at lave sponserede opslag for at tjene penge i en tid, hvor jeg helst bare ville trække mig tilbage. Jeg var rimelig langt nede, siger han.

Lenny Pihl understreger, at han selv har dømt folk ud fra overskrifter, han har set i medierne. Men uden en retssag var det svært at forklare, at han følte sig uskyldig.

– Så det var bare fucked. Sådan en simpel sag bør jo ikke tage mere end et halvt år at få for retten, siger Lenny Pihl.

Lenny Pihl.
Lenny Pihl forstår ikke, han skulle vente 21 måneder på at blive frikendt for spritkørsel.
 Foto: Søren Jul Lamberth

Kan have penge til gode

Til SE og HØR forklarede Pihl i maj, at han ikke var sikker på, han var blevet frikendt for spritkørsel, havde det ikke været for hans advokat, der var ”den sygeste”.

Advokaten, der bærer navnet Stefan Møller Jørgensen, er ligesom Lenny af den opfattelse, at sagen har taget al for lang tid.

– Det er min holdning, at sager skal behandles i rimelig tid også i medfør af retsplejelovens paragraf 843a. Det er ikke rimeligt, når der går næsten to år, uden at det kan bebrejdes min klient.

– Problemet med de lange sagsbehandlingstider er, at vidner kan have glemt detaljer, og navnlig den tiltalte ikke har en rimelig chance for at forsvare sig, da man kan have glemt vigtige detaljer, lyder det fra forsvarsadvokaten.

Han mener sågar, at realitydeltageren kan have penge til gode fra den danske statskasse.

– Lenny har måtte lægge sit liv i pause og bl.a. måtte standse sin erhvervelse af kørekort, hvilket ikke behøvede at tage to år, før han nu må starte forfra. I dén forbindelse skal staten nu have pengepungen frem, hvis det står til mig, da han skal have erstattet manglende mulighed for at erhverve kørekort, siger Stefan Møller Jørgensen.

SE og HØR har kontaktet anklagemyndigheden i Sydsjællands- og Lolland Falsters Politi, for at høre om det er normalt, at sager om spritkørsel normalt tager knap to år at få for en dommer.

Her medgiver man, at 21 måneder kan virke som lang tid.

– Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi anerkender, at den nødvendige prioritering af den samlede straffesagsbeholdning kan medføre, at nogle borgere opfatter ventetiden som urimelig lang i lige netop deres sag, skriver myndigheden.

Den oplyser, at der ved færdselssager om påvirkning af spiritus, euforiserende stoffer og medicin samt sager om øvrige overtrædelser af færdselsloven afsluttet i 2023 i gennemsnit blev brugt 108,5 dage på at afslutte sagerne.

Tallet er dog forbundet med en vis usikkerhed, da beregningerne er lavet ud fra et journaliserings- og sagsbehandlingssystem og ikke et egentlig statistiksystem.

Tilbage hos Lenny kan realitydeltageren endelig se fremad og skal nu have erhvervet sig et kørekort, så jobmulighederne kan udvides.

– Det glæder jeg mig meget til. Jeg var næsten færdig før sigtelsen, så det skal ikke tage for lang tid, siger Lenny Pihl.

Selv om Lenny Pihl var umådelig tilfreds med sin advokat, kunne Stefan Møller Jørgensen ikke få frikendt Lenny Pihl for at blive idømt 40 timers samfundstjeneste for at stikke af fra politiet i forbindelse med anholdelsen.

Det siger anklagemyndigheden også

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi kan mere generelt oplyse, at politikredsen arbejder målrettet efter at behandle
straffesager inden for rimelig tid og samtidig løse politiets og anklagemyndighedens øvrige opgaver. Det er i den forbindelse nødvendigt at prioritere politiets og anklagemyndighedens ressourcer og opgaveløsning.

Det gælder også i færdselssagerne, der indgår i den samlede prioritering af straffesager om bl.a. alvorlig personfarlig kriminalitet. I denne prioriteringen indgår bl.a. kriterier som sagens karakter og grovhed, herunder om der kan idømmes ubetinget fængselsstraf, om der er varetægtsfængslede i sagen, ligesom sagens alder vil være et kriterium

Sponsoreret indhold