Linse Kessler på røven: Lever for minimalt beløb
LÆS OGSÅ: LINSE KESSLER PASSER IKKE SINE BØRNEBØRN
Både før og under "Familien fra Bryggen" svømmede Linse Kessler i penge. Først i mere lyssky kontanter og siden i pæne og hvide beløb overført til kontoen hver måned af Viaplay.
I dag er det slut med kriminalitet, og Amagers mest kendte borger er for nu også færdig med at lave tv. Det er gået hårdt ud over økonomien, fortæller Linse i dagens afsnit af "Til middag hos".
- Jeg har altid haft masser af penge. Jeg var hende med de store lommer, som sagde, at folk bare skulle lægge pengepungen ned igen. Sådan har det været hele mit liv, forklarer Bryggens dronning.
- Nu laver jeg ikke de samme penge længere, og det har jeg virkelig skulle vænne mig til. I starten kunne jeg ikke finde ud af det, tilføjer hun.
Linse har aldrig været typen, som brugte gigantiske summer på tøj og sko til sig selv. Pengene forsvandt, fordi hun i mange, mange år har været den glade giver til venner og familie.
- I gamle dage var jeg en blærerøv, men jeg synes ikke, jeg har været en blærerøv som meget voksen. Jeg har bare været venlig, fortæller Linse.
161 kroner om dagen
Pludselig var det slut med "Familien fra Bryggen", og da Linse ikke har sparet en eneste krone op eller lagt til siden til pension, måtte der drastiske midler til.
- Jeg har lavet et budget sammen med min revisor, og jeg har 161 kroner om dagen, fortæller hun til sine tre gæster Gorm Wisweh, Sikandar Siddique og Sille Nimholm, som ser noget chokerede ud.
De 161 kroner dækker over alt på en dag. Det indebærer benzin, mad og andre fornødenheder.
- Jeg har heldigvis købt en masse dejligt dåsemad, og jeg er virkelig ikke særlig svær at fodre billigt, fortæller Linse dog.
Det har hendes gæster i øvrigt opdaget.
Du kan se dagens afsnit af "Til middag hos" nu på Viaplay eller i aften klokken 19.00 på TV3.